På to uger har vi vundet tre sejre.
For det første har pres fra blandt andre os sikret, at genåbningen skete hurtigere end planlagt, herunder at indendørsservering blev mulig 14 dage før planlagt. Betingelsen er i første omgang en tosset regel om, at restaurant- og bargæsterne skal booke bord mindst 30 minutter før tid. Men den kæmper vi for at få afskaffet eller lempet kraftigt. Det er jeg sikker på lykkes.
Så var der sagen om, at hvis man var udtrukket til kontrol af ens ansøgning om kompensation, skulle man selv betale den lovbestemte revisorregning. Vi havde eksempler på virksomheder, der på den måde stod til at skulle bruge en tredjedel af kompensationen på revisor. Men her fik vi gennemtrumfet, at staten betaler 80 pct. af regningen.
Endeligt fik vi udskudt fristen for slutafregning for corona-kompensation, samt indlevering af årsregnskab, med en måned. Revisorerne har simpelthen så travlt, at det kunne være en stor udfordring at nå det hele til den oprindelige frist.
Så det har været gode uger, der har vist, at det betaler sig at støtte SMVdanmark i vores arbejde. Man kan bestemt ikke være sikker på, at politikerne selv forstår konsekvenserne af den lovgivning og de regler, de indfører. Dem skal vi være der til at råbe op om.
Med venlig hilsen,
Jakob Brandt, adm. direktør i SMVdanmark
|