Først kom ideen - så kom eksporten

Først kom ideen - så kom eksporten

Opfindelsen af en hydraulisk fjernbetjent rullepresenning blev vendepunktet for Spørring Karosserifabrik.
Gennem Vækst via Ledelse fik indehaveren Jakob Jensen hjælp til at komme i gang med eksport til Sverige.
Næste skridt er Tyskland, Holland og Belgien.

  • Del:

Af Nina Katrine Lave, Erhvervspolitisk konsulent, SMVdanmark

 

Hvordan kommer man i gang med at eksportere en rullepresenning, som man selv har udviklet? Det spørgsmål fik indehaveren af Spørring Karosserifabrik Jakob Jensen til at kontakte Væksthus Midtjylland for knap to år siden. Han endte med at deltage i udviklingsprogrammet Vækst via Ledelse.

 

”Gennem Vækst via Ledelse, lærte jeg, at kommunikation er vigtig, hvis man vil have medarbejderne til at yde lidt ekstra. Jeg er både med i virksomhedens drift og administration, og det er svært at være blæksprutte. Nu har jeg sat det administrative i system og fået nogle faste procedurer. Jeg glæder mig til at få vores nye kvalitets- og lagerstyringssystem på plads, for det gør hverdagen lettere”, siger Jakob Jensen.

 

”Man kan ikke det hele selv”

Rullepresenningen redder liv. Den kan nemlig styres fra jorden af chaufføren via et hydraulisk system, og det betyder at chaufføren slipper for at kravle op på lastbilen, og udsætte sig selv for fare. Presenningen reducerer vindmodstanden på lastbilernes anhængere eller kassevogne.

 

Ifølge FORCE’s test kan vognmændene derfor, afhængig af hastighed og kørselsmønster, spare mellem 5 – 21 pct. i brændstof. Investeringen er med andre ord tjent hjem på et par år.

 

Rullepresenningen eksporteres allerede til Sverige, men Jakob har ambitioner om at komme ind på markederne i Tyskland, Holland og Belgien. Næste skridt er derfor et EU-patent. Den øgede eksport stiller krav til organiseringen af virksomheden, og Vækst via Ledelse lærte Jakob, at det kan være nødvendigt at uddelegere arbejdsopgaver:

 

”Jeg vil det hele selv: Arbejde i produktionen, udvikle, sælge, lave service. Men man kan ikke det hele selv. Jeg bliver nødt til at ansætte flere medarbejdere i løbet af de næste par år” siger Jakob Jensen.

 

Eksport kræver sammentænkning

I SMVdanmark, som er partner i Vækst via Ledelse, er der stor ros til Jakobs indsats med at forberede sin virksomhed på eksport:

 

”Eksport er meget mere end salg og logistik. Eksport kræver en sammentænkning af innovation, kvalitet, økonomi, medarbejderhåndtering, miljøkrav og salg. Vækst Via ledelse var et godt sted at få overblik, for en virksomhed som Spørring Karosserifabrik”, siger Henning Høy Nygaard, der er udviklingschef i SMVdanmarks internationale afdeling.

 

Opfindelsen blev vendepunktet

Det lå ikke i kortene at Spørring Karosserifabrik skulle udvikle og eksportere rullepresenninger. Virksomheden startede som karetmagerværksted i 1947 med Jakobs onkel ved roret. Jakob blev udlært karosserismed i virksomheden, som han senere overtog.

 

I 2008 kom finanskrisen og virksomheden, som dengang også havde en afdeling i Randers, gik frivilligt konkurs. Men Jakob lod sig ikke slå ud. Han formåede at holde fast i virksomhedens spidskompetence – innovation, og udviklede rullepresenningen med støtte fra Trafikstyrelsens pulje til forsøg med energieffektive transportløsninger.

 

I dag består Spørring Karosserifabrik af en afdeling i Trige, hvor Jakob og hans to faste medarbejdere monterer rullepresenninger. Al produktion er lagt ud. Jakobs opfindelse blev vendepunktet for Spørring Karosserifabrik, som siden har tredoblet sin omsætning.

 

Fakta om Vækst via Ledelse

  • Vækst via Ledelse styrker 600 virksomheders ledelseskompetencer

  • Vækst via Ledelse gennemføres af de fem regionale væksthuse, SMVdanmark, Dansk Erhverv og Syddansk Universitet

  • Vækst via Ledelse er støttet af Erhvervsstyrelsen og EU’s Socialfond

  • Vækst via Ledelse har et budget på 100 mio. kr.

  • Læs mere på www.vvl.dk.

 

 

Udviklingschef
Henning Høy Nygaard
nygaard@SMVdanmark.dk
tlf. +45 32 63 03 13
mobil +45 21 60 06 96
Download vCard Læs mere
erhvervspolitisk konsulent
Nina Lave
lave@SMVdanmark.dk
tlf. +45 32 63 03 10
mobil +45 40 81 63 17
Download vCard Læs mere