Hvor meget tror du, bureaukrati koster de danske små og mellemstore virksomheder?
Svar: 162 millioner arbejdstimer. Det svarer til 83.500 fuldtidsstillinger og en samlet omkostning på 53 milliarder kroner om året. Det viser en ny analyse fra os i SMVdanmark.
Det svarer til det beløb, som vi bruger på at finansiere den danske folkeskole.
Det bør få alarmklokkerne til at bimle og bamle på Christiansborg. For kan som samfund virkelig forsvare, at vi bruger næsten lige så mange ressourcer på papirarbejde i SMV’erne som på at uddanne vores børn?
Nej, tror jeg de fleste vil svare. Folkeskolen er en investering i fremtiden. Bureaukrati er i alt for mange tilfælde det modsatte.
Når jeg taler med virksomhedsejere rundt omkring i landet, fortæller de ikke om manglende lyst til at følge reglerne. De fortæller om aftener foran computeren. Om skemaer, dokumentation og registreringer. Om tid, der går fra kunder, udvikling og medarbejdere.
Vores analyse viser, at over halvdelen af SMV'erne oplever, at bureaukratiet begrænser deres muligheder for vækst og udvikling. Administrative byrder er nu den største vækstbarriere foran både mangel på arbejdskraft, skatter og global usikkerhed.
En revisionsvirksomhed fortæller, at selv små opgaver efterhånden kræver så meget registrering, at administrationstiden overstiger arbejdstiden. En byggevirksomhed vurderer, at den kunne øge omsætningen med 30 procent med de nuværende medarbejdere, hvis den slap for en stor del af papirarbejdet.
Det her handler ikke om irritation over lidt bøvl. Det handler om vækst. Det handler om arbejdspladser. Det handler om Danmarks konkurrenceevne.
Heldigvis er vores nye regeringen enig i, at bureaukratiet skal på skrump. Regeringsgrundlaget indeholder et mål om at reducere virksomhedernes administrative byrder med 25 procent, og flere gode bud på, hvordan det skal ske. Martin Lidegaard (R) har som ny erhvervs- og konkurrencekraftsminister gjort det til en topprioritet. Alt sammen positivt.
Men vi har simpelthen akut brug for at der sker noget – og at det sker hurtigst muligt. Her kan jeg se et muligt problem, i at regeringens målsætning først skal indfris i 2035. Når en virksomhed står i bøvl til halsen, hjælper det ikke meget at få lovning på en redningskrans om ni år. Den har brug for hjælp nu.
Derfor bør det mål fremrykkes. Virksomhederne skal mærke konkrete lettelser inden 2030. Og for SMV'erne bør ambitionen være endnu højere. Det er veldokumenteret, at de små virksomheder rammes forholdsmæssigt hårdere af bureaukratiet end de store. For her er det sjældent en mulighed til at ansætte personale til at håndtere byrderne og derfor er det ofte ejerlederen selv eller andre nøglemedarbejdere, der ender med aben.
Vi bør samtidig indføre et stop for nye administrative byrder. Hvis politikerne ønsker at pålægge virksomhederne nye krav, må de samtidig fjerne gamle.
83.500 mennesker bruger i dag deres arbejdsliv på dokumentation, rapportering og papirarbejde i SMV’erne. Tænk engang, hvad de ressourcer kunne bruges på, hvis vi satte dem fri.
Derfor er spørgsmålet ikke, om vi har råd til at reducere bureaukratiet. Spørgsmålet er, om vi har råd til at lade være. Vores topprioritet den kommende tid bliver derfor til at holde den nye regering fast på dens ambitioner og hjælpe dem med at indfri dem.
Med venlig hilsen og ønsket om en god sommer!
Jakob Brandt,
adm. direktør, SMVdanmark


