Ny ordning hjælper for få virksomheder for lidt

Ny aftale hjælper kun en lille del af eventbranchen. Det vurderer vicedirektør i SMVdanmark, Jakob Brandt.

Det er positivt, at politikerne har fået øjnene op for en eventbranche i knæ. Men den her aftale hjælper alt for få alt for lidt.

Jakob Brandt

Vicedirektør i SMVdanmark

Et flertal i folketinget har netop præsenteret en politisk aftale, der bl.a. skal hjælpe særligt sæsonafhængige virksomheder. Aftalen møder kritik fra vicedirektør i SMVdanmark, Jakob Brandt, der mener, at ordningen er for begrænset:

”Det er positivt, at politikerne har fået øjnene op for en eventbranche i knæ. Men den her aftale hjælper alt for få alt for lidt,” udtaler vicedirektør i SMVdanmark, Jakob Brandt, og fortsætter:

”Er dine faste omkostninger en guitar og et øvelokale, er det en fin håndsrækning. Men det er ikke en hjælp til en professionelt drevet eventvirksomhed, som f.eks. det omrejsende tivoli, fadølsleverandøren eller lydfolk med store faste udgifter året igennem med udsigten til et år helt uden indtjening. Nogle kan få dækket dele af deres udgifter, men det sikrer dem jo ikke et levegrundlag gennem krisen.

Trods at folketinget går på sommerferie nu, håber vi ikke, at dette er et punktum for hjælpen til de sæsonvirksomhederne, der er på økonomisk katastrofekurs.”

Sammen med flere af landets eventarrangører, valgte SMVdanmark tirsdag aften kl. 22 at lyse Danmark rødt, for at vise, hvor hårdt eventbranchen er ramt af coronakrisen. Bl.a. blev Christiansborg dækket med rødt lys under afslutningsdebatten. Derfor ærgrer det også Jakob Brandt, at der kun er begrænset hjælp til branchen i dagens pakke:

”Vi taler her om en branche, der i forvejen har fået meget begrænset hjælp i de eksisterende hjælpepakker. Nu har man så lavet en ordning, der kun dækker leverandører til de arrangementer, der har ret til kompensation. I talende stund er det kun 62 arrangører, der har fået den kompensation. Hjælpepakken er lukket land for alle andre. Det er ikke godt nok.

”Samtidig er dækningen af omsætningen også alt for begrænset. Problemet ved alle hjælpepakkerne er, at de ikke tager tilstrækkelig hensyn til, at nogle virksomheder kan have en stor del af omsætningen fordelt på få måneder. Hvis du som selvstændig normalt har indtægt på 500.000 i højsæsonen, som du skal leve for resten af året, så rækker 37.000 kr. ikke langt – heller ikke hvis du får det to eller tre måneder. Branchen går samtidig en usikker fremtid i møde. Så længe forsamlingsforbuddet står ved magt, bliver der ikke planlagt nye arrangementer, så krisen kan pt. ikke se sin ende.”

Jakob Brandt

Adm. direktør

mobil +45 24 25 27 27 tlf +45 32 63 03 04 Læs mere om Jakob Brandt