Nu er de nye barselsregler trådt i kraft

Få hjælp til at forstå de nye barselsregler, som nu er gældende for medarbejdere der føder den 2. august 2022 eller senere, uanset hvad terminsdatoen var. Vi har samlet lidt fakta om hvad det betyder for dig hvis du er selvstændig og hvad det betyder for dine medarbejdere.

Har du en medarbejder, der snart skal på orlov, skal du allerede nu være opmærksom på, at der er kommet nye barselsregler, og at fødselstidspunktet er afgørende for, om det er de nye eller de nuværende barselsregler, der gælder. Føder din medarbejder den 2. august 2022 eller senere, gælder der nye regler, uanset hvad terminsdatoen var.


Læs om arbejdsgivers indberetning, refusion mv.

På siden www.virk.dk/barselsdagpenge er der information, som er specielt målrettet til arbejdsgiverne. Her kan du både læse om barselsreglerne, hvordan du indberetter en medarbejders fravær og søger om refusion. Derudover kan man læse om de nye varslingsfrister, og hvad arbejdsgiver gør, hvis medarbejderen er omfattet af et andet sæt regler, end dem, der er varslet efter.
 

Ligedeling mellem forældre

De nye barselsregler indebærer en ligedeling af orloven imellem forældre, der bor sammen. Det betyder, at hver forælder kan søge om 24 ugers orlov med barselsdagpenge efter fødslen eller ved modtagelsen af barnet, hvis de øvrige betingelser for at få barselsdagpenge er opfyldt. Orloven er fleksibel, hvilket betyder, at forældrene kan overdrage forskellige perioder til hinanden og dermed tilpasse orloven til familie- og arbejdsliv.


Lønmodtagere skal holde 9 ugers orlov

Forældre, der er lønmodtagere, skal være opmærksomme på, at de, udover de 2 ugers orlov lige efter fødslen, selv skal holde 9 ugers orlov indenfor 1 år efter barnets fødsel eller modtagelse. Orloven kan nemlig ikke overdrages til barnets anden forælder, og afholder forælderen ikke selv de 9 ugers orlov, bortfalder de, medmindre særlige forhold gør sig gældende. En forælder, der er lønmodtager, kan overdrage op til 13 ugers orlov til barnets anden forælder.


Forældre, der ikke bor sammen og særlige situationer

Hvis forældrene ikke bor sammen på fødselstidspunktet eller ved modtagelsen af barnet, har den forælder, som barnet har folkeregisteradresse hos fra fødslen/modtagelsen, ret til 13 ugers ekstra orlov med barselsdagpenge oveni de 24 uger. Den forælder, som barnet ikke bor hos, har kun ret til 9 ugers orlov med barselsdagpenge.

Hvis forælderen er i en særlig situation, fx er soloforælder eller den anden forælder er ude af stand til at passe barnet, kan forælderen ansøge om at få ekstra orlov med barselsdagpenge. Du kan læse mere om de forskellige situationer på www.borger.dk/barsel.


Selvstændige

Selvstændige, der opfylder betingelserne for at få barselsdagpenge, kan overdrage op til 22 ugers orlov med barselsdagpenge til barnets anden forælder, hvis barnets anden forælder også opfylder betingelserne for at få barselsdagpenge.

Vær opmærksom på, at en ansat i eget aktie- eller anpartsselskab, anses for at være lønmodtager. Man kan dog blive fritaget for selv at skulle holde 9 ugers orlov, hvis bestemte betingelser er opfyldt.

Hvis forælderen ved siden af sin selvstændige virksomhed også er lønmodtager og opfylder beskæftigelseskravet for en lønmodtager, er forælderen omfattet af reglerne, der gælder for lønmodtagere.
 

Hent hjælp i kort animationsfilm

Udbetaling Danmark lavet en kort animeret film, der skal gøre det nemmere for virksomhederne at orientere sig om reglerne. Filmen fortæller blandt andet, hvad du som arbejdsgiver skal huske under medarbejderens barselsforløb. Se filmen på  www.virk.dk/barselsdagpenge-film. Læs også om de nye varslingsfrister på www.virk.dk/barselsdagpenge.

 

 

Jeppe Rosenmejer

Chefjurist, cand.jur., LL.M.

tlf +45 32 63 03 11 Læs mere om Jeppe Rosenmejer

Se tidligere webinarer og få masser af kontante fordele som medlem af SMVdanmark:

Se eller gense tidligere afholdte SMVdanmark-webinarer

Se eller gense tidligere afholdte SMVdanmark-webinarer

Vil du have gode råd om stresshåndtering? Og fik du set webinaret om betalingsløsninger eller det om..

Spar 50% på dine eksportdokumenter

Spar 50% på dine eksportdokumenter

Som medlem af SMVdanmark sparer du 50% på prisen på dit carnet!

Tilbud & rabatter

Tilbud & rabatter

Som medlem af SMVdanmark har du adgang til en lang række fordele og rabatter. Klik dig ind på fordel..