SMVdanmark roser regeringen: Skaber sikkerhed om motionsfradrag og styrker danske softwarevirksomheder

Regeringen genfremsætter nu lovforslagene om motionsfradrag og bedre skattemæssige vilkår for softwareudvikling. SMVdanmark glæder sig over, at der nu skabes sikkerhed for både danskernes mulighed for at få fradrag for motion og for danske IT-virksomheders konkurrenceevne. Også afskaffelse af bogmoms og kaffeafgift bliver nu effektueret.

Regeringen har netop annonceret, at den genfremsætter en række skatteforslag, herunder motionsfradraget og forbedrede fradragsmuligheder for udviklingsomkostninger i softwarebranchen. Derudover genfremsætter regeringen lovforslag om afskaffelse af bogmomsen og kaffeafgiften. Det møder stor opbakning fra SMVdanmark.

- Det er en længe ventet og virkelig god nyhed, at vi nu er helt sikre på, at regeringen vil genfremsætte de her lovforslag på skatteområdet, siger Jesper Beinov, direktør i SMVdanmark.

Motionsfradraget får tilbagevirkende kraft fra begyndelsen af 2026 og skal kompensere for, at der fra årsskiftet er kommet moms på en række motionsydelser som følge af EU-regler. Ifølge SMVdanmark er motionsfradraget et vigtigt redskab til at mindske de negative konsekvenser af de nye momsregler på motionsområdet.

- Motionsfradraget er et godt eksempel på, at god skattepolitik kan understøtte forebyggelse og folkesundhed. Hvis færre mennesker fravælger motion af økonomiske årsager, er det en gevinst både for folkesundheden, arbejdsudbuddet og de offentlige finanser. Når vi ønsker et sundere Danmark med færre livsstilssygdomme og højere trivsel, skal vi gøre det lettere, ikke dyrere, at være fysisk aktiv. Derfor er det meget positivt, at regeringen fastholder et fradrag, der hjælper med at holde prisen på motion nede, siger Jesper Beinov.

Vigtigt løft til dansk IT-iværksætteri

SMVdanmark glæder sig også over, at regeringen genfremsætter forslaget om løbende skattemæssigt fradrag for udviklingsomkostninger. Organisationen har gennem længere tid arbejdet for bedre vilkår for softwareudvikling sammen med blandt andre Games Denmark og Danish Cloud Community.

- Det kommer til at gøre en stor forskel for dansk IT-iværksætteri, at regeringen nu genfremsætter forslaget om, at man løbende kan trække udgifter til udvikling fra i skat. Det er en hel industri, som ellers er truet, fordi man i Sverige har væsentligt bedre fradragsregler.

Han uddyber:

- Det her kommer til at skabe vækst og udvikling i Danmark og sikre, at vi også i fremtiden er helt i front i forhold til IT-udvikling. Fradraget er særligt vigtigt for mindre og mellemstore virksomheder, hvor hver ekstra udviklingskrone kan være forskellen på, om et projekt bliver til virkelighed. Det gælder blandt andet virksomheder inden for cloudsoftware, generel IT-udvikling og computerspilsindustrien, hvor Danmark har stærke miljøer med et stort vækstpotentiale, siger Jesper Beinov.

SMVdanmark peger på, at softwareudvikling er blevet et centralt konkurrenceparameter for dansk erhvervsliv, og at rammevilkårene derfor spiller en afgørende rolle for, hvor investeringer og arbejdspladser placeres.

Danmark skal kunne konkurrere om fremtidens virksomheder

Behovet for bedre skattevilkår er blevet endnu tydeligere i takt med væksten i den danske spil- og softwarebranche. Så sent som i år har den danske spiludvikler IO Interactive lanceret det nye James Bond-spil, som viser det internationale potentiale i danske digitale virksomheder.

SMVdanmark har sammen med Games Denmark og Danish Cloud Community været i dialog med skatteministeren om behovet for hurtigst muligt at forbedre de skattemæssige vilkår for softwareudvikling. Organisationerne har advaret om, at manglende fradragsmuligheder risikerede at svække Danmarks konkurrenceevne og gøre det mere attraktivt for iværksættere at placere udviklingsaktiviteter i lande med bedre rammevilkår.

SMVdanmark håber nu, at Folketinget hurtigt vedtager lovforslagene, så både borgere og virksomheder får den nødvendige sikkerhed om de nye regler.

Få masser af kontante fordele som medlem af SMVdanmark:

Se eller gense tidligere afholdte SMVdanmark-webinarer

Se eller gense tidligere afholdte SMVdanmark-webinarer

Vil du have gode råd om stresshåndtering? Og fik du set webinaret om virksomhedstestamenter eller de..

Spar 50% på dine eksportdokumenter

Spar 50% på dine eksportdokumenter

Som medlem af SMVdanmark sparer du 50% på prisen på dit carnet!

Tilbud & rabatter

Tilbud & rabatter

Som medlem af SMVdanmark har du adgang til en lang række fordele og rabatter.