Virkelighedstjek: Embedsmænd så på bøvl med SMV-øjne

Et besøg i en mikrovirksomhed gav embedsmænd et nyttigt indblik i de administrative byrder, SMV'erne slås med.

Virksomhedsforum for enklere regler har siden 2012 haft til opgave at bekæmpe administrative byrder for erhvervslivet. SMVdanmark sidder i Virksomhedsforum, der frem til juni 2019 har særligt fokus på at bekæmpe bøvl og byrder for mikrovirksomheder.

For at kunne lette administrative byrder skal man kende dem. Det gør virksomhederne bedst, da det netop er de små og mellemstore virksomheder, SMV’erne, der kæmper med bøvlet i det daglige.

”Der kan være rigtig langt fra embedsmændenes skrivebordsstole og ud i virksomhederne. Derfor synes vi, et virksomhedsbesøg er en rigtig god måde at få identificeret konkrete byrder, som kan lette papirarbejdet for en virksomhed,” siger Lars Magnus Christensen, cheføkonom og byrdejæger i SMVdanmark.

 

Tømrermester slog dørene op

SMVdanmark fik lov til sammen med to embedsfolk fra Erhvervsstyrelsen at besøge tømrermester Thomas Fagerberg, som er medlem af Dansk Håndværk. Thomas Fagerberg driver en vaskeægte mikrovirksomhed, da den udover Thomas består af en svend og en lærling.

Formålet med virksomhedsbesøget var at få sat fokus på nogle af de udfordringer, Thomas sidder med som virksomhedsejer. Det kan fx være når han modtager uforståelig information fra det offentlige, skal indberette for at refusion for en syg medarbejder, finde skattekort til en medarbejder og meget mere.

”Virksomhedsbesøget er guld værd, for vi kommer helt tæt på de arbejdsgange virksomheden har i forhold til administration, og hvor problemerne opstår, når virksomheden er i kontakt med eller indberetter til det offentlige,” siger cheføkonom Lars Magnus Christensen.

 

Meld en byrde til SMVdanmark

Har du forslag til byrdelettelser eller spørgsmål til temaet, er du velkommen til at kontakte SMVdanmark.