Rasmus Beckmann nævner også de fordele og rabatter, man får som medlem af SMVdanmark.
Med 10 firmabiler er det særligt rabatterne på benzin og diesel, som han får gavn af.
Derfor er medlemskabet ifølge Rasmus Beckmann hurtigt godt givet ud.
”Jeg synes, det er billigt i forhold til, hvad man får ud af det. Og så siger man jo aldrig nej til et godt tilbud,” siger Rasmus Beckmann.
Efterlyser bedre vilkår for iværksætteri på uddannelserne
For Rasmus Beckmann har det at starte og opbygge en virksomhed været en uddannelse i sig selv. Han har selv stået med ansvaret for markedsføring, drift, kunder, planlægning og de mange beslutninger, der følger med, når en virksomhed vokser hurtigt. Når noget er blevet for omfattende, har han hentet hjælp udefra. Men meget har han lært ved selv at stå med hånden på kogepladen.
Men det har også været svært at være ung virksomhedsejer og samtidig forsøge at få en uddannelse til at hænge sammen. Derfor mener Rasmus Beckmann, at det skal være lettere og mere almindeligt for unge at starte virksomhed, mens de uddanner sig.
”Hvis du spørger mig, burde iværksættere have nogle af de samme vilkår som Team Danmarks elitesportsudøvere. Man burde for eksempel kunne få lovligt fravær i forbindelse med sin virksomhed, og kommunen kunne sende konsulenter ud på uddannelserne, hvor eleverne kan vende deres idéer,” siger han og tilføjer:
”Derudover burde unge iværksættere komme ud og holde foredrag en eller to gange om året. Det ville jeg og mange andre gerne gøre gratis.”
Det tager tid at bygge noget solidt
Siden Rasmus Beckmann startede sin forretning, er ambitionerne kun blevet større.
Ved udgangen af året er planen at have 12 biler. Året efter skal tallet være 24, og året efter igen er målet 40.
Men selvom virksomheden vokser, er drivkraften den samme, som da han første gang kørte ud på scooteren til sin første kunde.
”Jeg vil gerne blive ved med at lære og udvikle mig selv og virksomheden,” siger han.
Samtidig understreger han, at det kræver mere tid og tålmodighed, end mange tror, at bygge en ordentlig forretning op. Derfor har han også en klar opfordring til andre unge med iværksætterdrømme:
– Lad være med at blive forblændet af hurtige penge, onlineforretninger og vilde biler. Jeg har brugt tre et halvt år på at nå dertil, hvor jeg er i dag. Hvor jeg kan trække en fuldtidsløn ud til mig selv, lave lidt overskud og samtidig vækste. Det tager tid at bygge en ordentlig, ærlig og solid forretning, hvis man ikke har penge eller erfaring med sig fra start, siger han.