Helt skæve fødselsprognoser giver dyrere børn

Trods forventninger om det modsatte falder fødselstallet, og det skaber et økonomisk dilemma. De offentlige udgifter til børnepasning og skolevæsen er nemlig ikke faldet tilsvarende med det faldende børnetal. I 80 ud af 98 kommuner, hvor børnetallet er faldet fra 2007 til 2022, er de gennemsnitlige udgifter pr. barn ikke faldet i samme grad. Det resulterer i højere gennemsnitlige udgifter pr. barn i kommuner med færre børn. Som det fremgår af figur 1, er det især i mange ydrekommuner hvor udgifterne pr. barn stiger. Det er også i disse kommuner der fødes færrest børn.

Det samme mønster gør sig gældende når man kigger på gruppen 6-16-årige i figur 2. Hvor man kigger på udviklingen af undervisningsudgifter i kommunerne.

Der er en tydelig negativ sammenhæng mellem væksten i antallet af børn og væksten i udgifter i kommunerne, både for dagtilbud og undervisningstilbud. Det betyder, at kommuner med negativ vækst i børnetallet har højere udgifter pr. barn og modsat i kommuner hvor antallet af børn er steget. 

Det samme gør sig gældende når man kigger på udviklingen af undervisningsudgifter, jf. figur 4.

Der er en klar negativ sammenhæng mellem vækst i antal børn i kommunen og vækst i udgifter til både dagtilbud og undervisning. Det betyder, at kommuner med en negativ vækst i børnetallet oplever højere udgifter pr. barn, mens kommuner med en stigning i børnetallet ser et fald i udgifterne pr. barn. Det er afgørende, at kommunerne forbedrer deres planlægning og tilpasning til de demografiske ændringer for at sikre en mere økonomisk og effektiv allokering af ressourcer.