Få styr på momsen inden fristen 1. december – bl.a. med tre gode momsvaner

Omkring 140.000 virksomheder med kvartalsfrister skal indberette moms senest 1. december. Det er 3. kvartal 2022, der skal afregnes.

Skattestyrelsen erindrer om, at fristen for indberetning af kvartalsmoms for 3. kvartal 2022 er 1. december

Skubber du momsindberetning foran dig, og oplever det som en stor opgave? Eller er det noget, du gør med venstre hånd i en pause? Når momsindberetningen opleves som en stor opgave, kan det være fordi, der ikke er styr på bilagene og den løbende bogføring. Derfor er det en god ide at få styr på dette imellem momsfristerne.

Du kan få hjælp til gode momsvaner, til at undgå typiske fejl, og til indberetningen – på skat.dk/huskmoms. Læs fx om de tre gode momsvaner:

  1. Gem dine bilag – helst elektronisk.
  2. Bogfør løbende, og brug gerne et regnskabsprogram. Flere programmer kan sende din bogførte data direkte til Skattestyrelsens momsindberetning på TastSelv Erhverv ved hjælp af en API-løsning.
  3. Kan det trækkes fra? Tjek, hvis du er i tvivl. Brug for eksempel Skattestyrelsens Bogføringsguide, hvor du kan se om mobiltelefonen, mødekaffen eller læsebrillerne kan trækkes fra. Du finder guiden på skat.dk/bogføringsguiden.

Et nul skal også indberettes


Måske er du i job, men har stadig dit CVR-nummer, eller du har flere virksomheder, hvor nogle ikke er aktive? Selv om du ikke har haft køb eller salg i virksomheden i den seneste momsperiode, skal du stadig momsindberette; du skal da indberette et ’0’. Du skal betale en afgift på 800 kr., hvis du ikke indberetter.

Få ro i maven allerede nu – brug Betalingsservice


Mange venter med at indberette og betale til lige før fristen, fordi de ved, at man først kan betale til skattekontoen 5 dage før fristen. Derfor er det en god ide at bruge Leverandørservice (Betalingsservice), så kan du indberette, når det passer dig, og sætte betalingen til fx dagen før fristen. Så kommer betalingen ind til tiden, uden at du behøver at tænke mere på det. Og du undgår rykkere og afgifter.

Tilmeld dig her: Tilmeld til Leverandørservice - Skat.dk. Husk at datoen for betaling skal sættes til tidligst fem dage før fristen. Læs mere om 5-dages-reglen på skattekontoen.

OBS – hvis du har coronalån


Hvis din virksomhed har et coronalån (momslån eller A-skattelån), så vær opmærksom på, at du kan risikere at miste dit/dine lån, hvis du ikke indberetter til tiden. Læs mere om coronalån på skat.dk/corona.

 

Først tjekker du din moms, så tjekker SKAT din moms


Når du har gjort dit arbejde og indberettet moms, starter vores arbejde i Skattestyrelsen med at tjekke tallene. Vi samler og analyserer løbende data, og en del kontrol sker helt automatisk og digitalt.
Selvom vi tjekker tal og oplysninger løbende er det vigtigt, at du selv har styr på reglerne og på den moms, du skal betale. Vi gør vores bedste for at vejlede dig, men i sidste ende er det dit ansvar. 

Du kan læse mere om Skattestyrelsens kontrolarbejde på skat.dk/skattekontrol.

 

Jeppe Rosenmejer

Chefjurist, cand.jur., LL.M.

tlf +45 32 63 03 11 Læs mere om Jeppe Rosenmejer

Se tidligere webinarer og få masser af kontante fordele som medlem af SMVdanmark:

Se eller gense tidligere afholdte SMVdanmark-webinarer

Se eller gense tidligere afholdte SMVdanmark-webinarer

Vil du have gode råd om stresshåndtering? Og fik du set webinaret om betalingsløsninger eller det om..

Spar 50% på dine eksportdokumenter

Spar 50% på dine eksportdokumenter

Som medlem af SMVdanmark sparer du 50% på prisen på dit carnet!

Tilbud & rabatter

Tilbud & rabatter

Som medlem af SMVdanmark har du adgang til en lang række fordele og rabatter. Klik dig ind på fordel..