Corona – lærlinge og socialt ansvar

2020 har været et svært år for alle. I Danmark og resten af verden. Corona har haft omfattende konsekvenser. Sygdom, dødsfald og presset økonomi. Virksomhederne har oplevet et pres, som ikke er set før, hvilket har bevirket, at de fleste har udvist stor omstillingsparathed, også af hensyn til de skiftende politiske udmeldinger og restriktioner.

Alle har måttet ty til digitale løsninger, såvel de små og mellemstore virksomheder som de store.

De tekniske skoler, såvel som alle andre undervisningssteder har oplevet at Corona har stoppet den fysiske undervisning og praktiske træning og eleverne bliver nu fjernundervist. Der bliver derfor brugt forholdsvis megen tid på teoretisk arbejde, da det er den eneste mulighed on-line.

Erhvervsuddannelserne er igennem mange år blevet defineret af den helt specielle danske model, hvor vi kombinerer teori, praktisk træning på skolerne samt praktik i virksomhederne. En model som gang på gang, har vist sig at være den perfekte måde at uddanne de bedste og mest ”smidige” håndværkere i verden.

Situationen er kritisk for de unge. Fjernundervisning alene, er uholdbart i længden, både for de stærke som svage elever. Mange falder fra deres erhvervsuddannelse. Der er en følelse af ensomhed og motivationen svækkes. Et er, at de elever, som ofte er tilmeldt en erhvervsuddannelse, helt vil undervises praktisk i det fag, som de ønsker en fremtid i. Et andet er, at mange af de elementer og målepinde, som indgår i en erhvervsuddannelse, er bygget op omkring praktiske øvelser. Så der er både personlige interesser, præferencer og faglighed der spiller ind i det dilemma, som erhvervsuddannelserne står med i øjeblikket.

Mange af de unge har desuden begrænsede muligheder, og Coronakrisen har tydeliggjort den digitale ulighed, som bevirker, at mange må følge onlineundervisningen på en smartphone, fordi de ikke har andre muligheder.

Flere af vore medlemsvirksomheder har taget affære, og følger op på det sociale ansvar de har overfor deres lærlinge.

Næstformand i Aarhus Haandværkerforening, tømrermester John Skjold Pedersen, har således åbnet sine mødelokaler og værksted for sine elever, således at de kan møde ind og deltage i online undervisning derfra. Naturligvis under forudsætning af at alle restriktioner overholdes.

Dette giver eleverne det sociale boost og fællesskab, som er nødvendigt for dem i en ellers svær tid. Desuden har de mulighed for at hjælpe hinanden, og ”spørge mester”, hvis der er brug for det. Yderligere kan de afprøve teknikker og udføre fysisk arbejde på værkstedet, hvilket er af afgørende betydning for de unge, som netop har valgt en erhvervsuddannelse, fordi de kan lide den fysiske udfordring.

Netop indenfor min egen branche, har jeg været i tæt dialog med Peder Glud, uddannelsesleder på Jordbrugets Uddannelsescenter i Beder.

Han fortæller, at da man ikke kan udskyde alle skoleforløb på ubestemt tid, har man på Jordbrugets Uddannelsescenter, prøvet at imødekomme udfordringerne, ved at starte de fag op, hvor man kan videredele den samme mængde teoretisk information, som man havde kunnet ved fysisk fremmøde, og hvor de i samme ombæring opfordrer virksomhederne til at understøtte elevens læring, ved at lade eleven modtage online undervisning i virksomheden fremfor derhjemme.

Derudover har Jordbrugets Uddannelsescenter i foråret 2020 brugt muligheden for virksomhedsforlagt undervisning. Dvs. at de som skole, i kortere perioder, kunne sende eleven hjem til virksomheden, med en henvisning til, hvad type opgaver, der ville være foretrukket, at eleven udførte i en given periode. På denne måde blev der lagt lidt af det praktiske ind, som ikke har kunnet gives på skolen, grundet nedlukning og Covid19.

Iflg. Peder Glud, er dette ikke optimalt, men man er nødsaget til at gribe det vi kan, og ikke lade verden flyve forbi os. Så må vi yderlige huske sig selv på, at dette ikke er et enkeltstående og lokalt tilfælde. Det her er situationen pt i hele verden. I vores bevidsthed husker vi på, at vi ikke er alene, og at alt vi gør, er bedre end at lade stå til.

I min egen virksomhed, som anlægsgartner, har vi også valgt, at byde vores elever ind i virksomheden til gavne for alle.

Disse tider omhandler i stor grad fleksibilitet, storsind, samfundssind, tro på fremtiden, disciplin og vilje. Der er god gang i bygge-/anlægsfagene og vi er som virksomhed nødt til at gøre hvad vi kan og forblive optimistiske i forhold til, at de elever, som lige nu er i gang med deres uddannelse, nok skal nå deres mål og blive nogle dygtige håndværkere.

Anlægsgartner Henrik Hoffmann

Formand Aarhus Haandværkerforening