For at styrke og hædre det gode håndværk inviterer Haandværker- og Industriforeningen i Odense hvert år de bedste af de nye svende, som har gjort sig fortjent til medalje eller æresbevisning indenfor sit fag.
Yderligere uddelte fagene 14 legater til de nyuddannede, som havde gjort sig fortjent til en særlig anerkendelse, så de har yderligere mulighed for at dygtiggøre sig.
I år blev 70 dygtige nyuddannede håndværkere hædret med enten Guld, Sølv eller Bronzemedaljer, som repræsenterer i alt 23 forskellige fag og uddannelsesretninger.
Da Medalje- og Legatfesten er en ganske særlig begivenhed, inviteres repræsentanter for Odense, Region Syddanmark og Folketinget til at deltage i Medalje- og Legatfesten.
I forbindelse med Medalje- og Legatfesten blev Årets Æreshåndværker 2023 udnævnt, som er en person, som har gjort en særlig påskønnelsesværdig indsats indenfor sit virke, til gavn og udvikling for samfundet. Titlen gik til Festival Director Birgitte Weinberger fra Odense International Film Festival (OFF).