Hvem skaber totalt set flest nye arbejdspladser og mest vækst? Små nye virksomheder eller gamle?
Det kan der laves meget statistik på.
Men der er ingen tvivl om, at de nye virksomheder er mest sårbare i forhold til at kunne leve med modgang, manglende økonomiske resultater, alt for få kunder og lav kendskabsgrad i markedet.
Men det er altså mange gange de innovative nystartede virksomheder, der kommer med nye produkter og nye innovative forslag til at løse problemer.
Danmark har - på godt og ondt udviklet sig til at være et udpræget lønmodtagersamfund med mange jobs i den offentlige sektor og karrieremuligheder for lønmodtagere i de eksisterende store private virksomheder. Der bliver til stadighed færre private virksomheder. Derfor er det en vigtig politisk opgave at understøtte iværksættere på forskellig vis.
Derfor hilser vi det i SMVaalborg meget velkomment at Folketinget har vedtaget en række tiltag, der skal fremme at flere danskere bliver selvstændige. Dermed får de større chancer for at skabe vækst i det private erhvervsliv og det er nødvendigt for hele samfundet.
Specielt synes SMVaalborg godt om følgende tiltag i forhold til iværksætteriet:
- Iværksætteri skal på skoleskemaet på uddannelsesstederne.
- Det skal være mindre bøvlet at starte egen virksomhed.
- Der skal være nemmere adgang til lånekapital.
- Det skal gøres lettere for iværksættere at kommunikere med det offentlige system.
Det er nemlig en kæmpe udfordring for specielle nye og små håndværkerfirmaer at overkomme de øgede administrative byrder, da man ikke her har råd til uproduktivt kontorpersonale til at holde det offentlige system tilfreds.
Når de administrative opgaver vokser stiger de faste omkostninger i virksomhederne og så skal folkene i marken løbe stærkere eller overvælte udgifterne på kunderne. Det giver en skævvridning i markedet, som de store virksomheder kan profitere på.
SMVaalborg er medlem af SMVdanmark, der repræsenterer 18.000 små og mellemstore virksomheder over hele landet. Adm. direktør i SMVdanmark Jakob Brandt udtalte følgende, da forslagene blev fremlagt i Folketinget:
- Danmark skal være verdens bedste land for iværksættere, og regeringens udspil til iværksætterstrategi er et vigtigt skridt i den retning. Vi får her helt konkrete forbedringer for de danskere, der har startet egen virksomhed, og alle dem der drømmer om at gøre det. Det er tiltrængt, for antallet af selvstændige har været faldende over de sidste mange år. Den kurve kan vi forhåbentlig nu knække til gavn for os alle sammen.
SMVaalborg ønsker på samme måde, at de initiativrige igangsættere ikke bremses af rigide regler og love. Det er jo sådan, at de fleste med nye ideer til at producere varer eller løse opgaver på nye måder, gerne ser, at det sker i deres egen virksomhed. De vil se tingene udvikle sig i deres eget nye cvr.nr. - og ikke som ansatte i andres virksomheder.
Og de kreative, innovative mennesker hader bureaukrati og bøvl. De brænder for deres ideer og vil se resultater. De har den nødvendige risikovillighed, men de er også sårbare, når de møder modstand. Vi kender nok alle personer, der har opgivet deres drømme, fordi de har mødt unødig modstand. De bliver desillusionerede og kan finde på at sige: Så kan det også være lige meget. Jeg orker ikke mere bureaukrati.
Så selvom det er de største danske virksomheder skaber milliardomsætninger, eksporter varer til hele verden, skaber masser af arbejdspladser og bidrager væsentligt til samfundsudviklingen, så det vigtigt at fjerne de åbenlyse barrierer, der stopper lysten til at sætte noget i gang i Danmark.
Vi - i SMVaalborg - repræsenterer lokalt de små og mellemstore virksomheder og vi arbejder hele tiden for at flere unge tager en erhvervsfagliguddannelse og efterfølgende har de optimale muligheder for at blive selvstændige i netop deres brancher. Og vi hjælper gerne med at løse problemer også for dem, der har etableret deres virksomheder her i området.
Så vi siger velkommen til de nye tiltag, at der gør, at det forhåbentlig bliver nemmere at sætte noget i gang. Det letter også vores dialog med vores medlemmer og de unge, der er på vej gennem deres faglige uddannelser.