Grøn omstilling, grøn mobilitet, grønne fødevarer – den glade naturfarve er de seneste år blevet et populært tillægsord når det kommer til at beskrive visionerne for fremtidens samfund; hvor begrænsning af fossile brændstoffer, beskyttelse af miljøet, genbrug og bedre udnyttelse af varer og råstoffer med meget mere har fået den fælles betegnelse den grønne omstilling.
I weekenden 6. – 8. september var Håndværker- og Industriforeningerne i Danmark (HIFdanmark) samlet til årsmøde i midtjyske Herning, og her var det netop denne allestedsnærværende grønne omstilling der var det gennemgående tema på 2024s årsmøde.
Ud & Se i Herning
Fredagens program startede med en præsentation af Håndværkerskolen i Herning og det tilhørende kollegie og en efterfølgende mulighed for at strække benene på en rundvisning i bymidten af Herning.
Lørdag morgen bød formand for SMVherning, Uffe Sass-Petersen, velkommen og overlod derefter stafetten til byens borgmester Dorte West (V), inden Steen Søkvist, formand for HIFdanmark Udvalget præsenterede dagens erhvervspolitiske maratonprogram.
Grøn nutid og fremtid
Lørdagen kom blandt andet til at byde på oplæg fra Mona Juul, formand for Det Konservative Folkeparti og Kristian Jensen, CEO i den grønne energiorganisation Green Power Denmark, samt borgmester Dorte Wests fortælling om Herning som en kommune i balancegang mellem erhvervsvenlighed og det at være en grøn kommune.
Haldor Topsøe gav deltagerne et indblik i hvordan den grønne omstilling ser ud i toppen af det internationale erhvervsliv og senere rundede SMVdanmarks direktør Jakob Brandt mødet af med et indlæg om hvilke nye krav dagens virksomheder skal leve op til når det kommer til bæredygtighed.
FAKTA OM HIF
HIFdanmark består af 53 erhvervsforeninger over hele Danmark, hvor størstedelen udgøres af håndværker- og industriforeninger. HIFdanamark arbejder med SMVdanmarks landspolitiske mærkesager på lokalt plan.
Målet med HIFdanmarks arbejde er at styrke netværket blandt selvstændige erhvervsdrivende, tilbyde foreningerne spændende arrangementer og medlemsfordele fra SMVdanmark og at bistå foreningerne med at bedre kommunernes generelle erhvervsvilkår. Målet er altid at skabe de bedste rammer for små og mellemstore virksomheder i Danmark.