Interview med Anette Laursen, Landsleder i VIRKSOMME kvinder
Eftersom Anette bor i Aarhus og jeg sidder i København blev interviewet her lavet pr mail, hvor jeg sendte spørgsmål afsted til Anette og hun svarede på dem undervejs fra det ene til det andet – fx ombord på en færge eller i ventetiden mellem to coachingsamtaler.
Jeg bad Anette om at præsentere sig selv, sin virksomhed og baggrund, og bad hende også om at nævne det bedste ved at være selvstændig:
Jeg er konsulent og sparringspartner inden for karriererådgivning, stress-coaching og sparring til ledere om hverdagens udfordringer. Min virksomhed ligger i Århus og jeg har været selvstændig i 17 år. Jeg blev selvstændig efter at være blevet opsagt i en sparerunde. Jeg var på det tidspunkt chef indenfor uddannelsesområdet, og troede at jeg skulle blive ved med det. Men opsigelsen betød, at jeg for første gang stoppede op og spurgte mig selv: Hvad er vigtigt, når jeg går på arbejde?
Min karriererådgiver udfordrede mig til at overveje at blive selvstændig konsulent, hvilket jeg først afviste, men efter et stykke tid var jeg mør og parat til at prøve. Det er nu 17 år siden og jeg synes stadig mine opgaver som selvstændig giver mening og gør mig glad.
Det bedste ved at være selvstændig er at have ansvaret for at noget lykkes; i mit tilfælde at møde så utrolig mange spændende mennesker og hjælpe dem til at komme godt videre.
Det giver en naturlig forpligtelse til at følge med i udviklingen på området.
Selvbestemmelsen, der følger med at være selvstændig, tiltaler mig også meget – altså at have muligheden for at sige til og fra.
Som landsleder for netværket VIRKSOMME kvinder har Anette ansvaret for at drive aktiviteter, rekruttere og fastholde medlemmer og meget mere. Jeg spurgte Anette om hvordan hun mødte Vk og hvad det er, der gør netværket unikt.
Lige da jeg var startet som selvstændig blev jeg spurgt af en tidligere oldermand i Århus Malerlaug om ikke det var noget for mig at blive en del af, da han havde fået noget materiale om det. I starten var jeg meget passiv, men kom så tilfældigt med til en lokal generalforsamling -og vupti, så var jeg en del af den lokale bestyrelse. Siden blev jeg lokalformand og kursusansvarlig på landsplan, og havde det egentlig fint med det.
Jeg skulle faktisk ikke være landsformand -som det hed dengang (nu landsleder), men pga. sygdom skulle stafetten hurtigt gives videre. Da jeg blev spurgt om jeg ville overtage, kunne jeg ikke sige nej. Det var de gæve kvinder i vores netværk der motiverede mig, og den helt særlige energi man har, når man kommer hjem efter et møde med andre kvinder i selvstændige erhverv.
Den energi er noget af det unikke ved netværket; det inspirerer også til udvikling af egen virksomhed. Netværksmedlemmerne bliver hurtigt til en slags kolleger, som man kan drøfte alt med.
Kan du dele en specifik oplevelse, hvor netværket har haft indflydelse på din faglige udvikling eller beslutninger?
Jeg syntes, der er mange gode ting ved netværket og derved også mange berigelser. Det kan være på kurser og konferencer, hvor der har været vildt gode og inspirerende oplægsholdere, hvor jeg har lært noget nyt eller fået input til min egen forretning ved at høre, hvordan andre gør det.
Det kan være virksomhedsbesøg, hvor vi hører om virksomheden, om hvordan den er startet og hvordan den drives – fra ejeren selv. Det er altid inspirerende. Det kan også være undervisning i faglige emner eller personlige skæbnefortællinger. Ud over Vks egne arrangementer er der også mange tilbud fra SMVdanmark.
Et konkret eksempel var, da jeg skulle lave et tilbud på et kommunalt udbud af en offentlig opgave. Jeg vidste ikke ret meget om det, men en anden kvinde i netværket havde fortalt om, at hun havde prøvet det, så jeg ringede hende op for at hyre hende som konsulent. Det ville hun ikke – men hun ville gerne komme til kaffe en eftermiddag og tage noget materiale med, som vi kunne kigge på sammen – og på den måde fik jeg lært noget om at byde ind på offentlige udbud.
Jeg bad Anette give nogle bud på netværkets rolle i fremtiden: Er der specifikke initiativer eller planer for netværkets fremtidige udvikling, som du gerne vil dele?
Jeg tror rigtig meget på, at vi er stærke sammen! Sammen kan vi udvikle os og give hinanden inspiration, og ikke mindst opnå resultater! Hvis vi gerne vil nå nogle politiske mål, der fx sikrer os fair vilkår for banklån, barsel osv., så er vi nødt til at være et fællesskab.
Jeg ved også, at det er lidt ensomt at drive egen virksomhed, og man derfor kan have brug for kolleger at mødes med, udvikle sig med, vende frustrationer og erfaringer med – og det er lige præcis det, jeg ønsker at VIRKSOMME kvinder også skal være fremover.
Så jeg ser netværkets rolle som et tilbud for kvinder i selvstændige erhverv i SMVdanmark, hvor kvinder kan mødes med ligesindede og udveksle erfaringer, blive inspireret af – og med hinanden, især lokalt men også på landsplan.
Det er vigtigt at påpege, at netværket er åbent for kvinder i mange forskellige situationer inden for selvstændige erhverv. Det kan være enkeltmandsvirksomheder som min egen, det kan være kvinder der driver virksomhed sammen med andre, og det kan være kvindelige ledere i små og mellemstore virksomheder.
Hvad ville du råde andre ledere eller erhvervsfolk til, for at få mest muligt ud af deres deltagelse i et erhvervsnetværk?
Jo mere man deltager og involverer sig, jo mere får man ud af det. Jo mere man giver udtryk for sine behov, jo mere påvirker man netværket og sikrer at der sker en udvikling.
Så ja, bland dig – det betyder ikke at man skal påtage sig alle opgaver, men man er med til at udstikke rammerne som de andre medlemmer kan være med til at udfylde.
Til sidst: Hvad ville du sige til en kvindelig selvstændig, der spørger om, hvorfor hun lige præcis skal være med i VIRKSOMME kvinder i stedet for et af de mange andre erhvervsnetværk der findes, og hvor der både er kvinder og mænd med?
Jeg vil sige – og sætte en tyk streg under, at ethvert netværk er godt på sin måde. Det afhænger af hvem man er og hvad man har brug for.
I forhold til andre netværk oplever jeg, at der i et kvindenetværk ikke er så meget konkurrence, og derfor er der mere plads til også at være sårbar og spørge om hjælp. Det ser jeg som en styrke.
I VIRKSOMME kvinder taler vi også meget erhvervspolitik, og om hvordan vi kan påvirke den, hvilket jeg ikke oplever i andre netværk.
Men hvorfor kun prioritere den ene type? Netværk er guld værd, så deltag i alle dem du kan overkomme, og som giver dig værdi.