Krise i busbranchen
Busvognmænd, der lever af turistkørsel, er blandt de hårdest ramte erhverv under coronakrisen.
Hovedpointer fra undersøgelsen
• Danske busser har kørt 15.580 færre gange over Storebæltsbroen under coronakrisen. Det svarer til et fald på 81 pct.
• Størst er faldet omkring påsken. Her var antal busser over Storebælt faldet fra 3.859 til 104.
• Busserne er det køretøj, der har oplevet det største fald i trafik over Storebælt. Til sammenligning er der kørt 36 pct. færre personbiler over Storebæltsbroen under coronakrisen.
Fald i bustrafik
Der er pr. 1. januar 2020 registreret knap 5.700 busser til turistkørsel i Danmark. Ifølge Danmarks Statistik tog danskerne i 2018 over en halv million busture til ferie- og forretningsrejser rundt i Danmark med mindst én overnatning. Turistkørsel med bus er med andre ord en udbredt transportform for mange danskere. I 2019 kørte busser ca. 47.420 gange over Storebæltsbroen.
Bustransporten er sæsonbetinget – sommerhalvåret står for knap 60 pct. af årets buskørsel. Den travleste måned for busselskaberne er april. Der er dog som følge af coronavirus sket et markant fald i buskørslen. Mens busser kørte over Storebæltsbroen 5.918 gange i april 2019, var trafikken faldet med 96 pct. til 249 i april 2020.