Hauge Korn automatiserer kornhandel med AI: ”Jeg kan omsætte for op mod 100 millioner om året uden ansatte”

Jacob From, der driver Hauge Korn, har udviklet et AI-system, som forbinder sælgere og købere af korn – og som gør det muligt at håndtere flere handler uden at ansætte medarbejdere.

Hvordan skaber man en virksomhed med en årlig omsætning på op mod 100 millioner kroner helt uden ansatte?

For Jacob From, der står bag handelsvirksomheden Hauge Korn, er svaret automatisering – og i dag også kunstig intelligens.

Hauge Korn er en handelsvirksomhed, der fungerer som bindeled mellem sælgere og købere af korn. Jacob From matcher parterne, sørger for transporten og sikrer, at betalingerne gennemføres korrekt.

Automatisering har fra begyndelsen været kernen i Hauge Korn. Gennem årene har Jacob From løbende udviklet systemer, der kunne gøre processen mere effektiv og gøre det muligt at håndtere flere handler uden at ansætte. Men da kunstig intelligens blev en reel mulighed, åbnede det for en helt ny måde at drive forretningen på.

”Målet er at lave en robot, som bliver bedre end mig til at matche købere og sælgere. Og det er jeg faktisk tæt på,” siger han.

AI blev en ”gamechanger”

I efteråret 2024 deltog Jacob From i et møde på Aarhus Universitet, hvor han hørte om muligheden for at bruge ChatGPT Team og uploade egne data, så AI’en kunne arbejde med virksomhedens egne oplysninger frem for generel viden fra internettet.

Han gik hjem og kastede sig direkte ud i det.

– ”Efter jeg havde uploadet data, stillede jeg den en masse spørgsmål, og den svarede rigtigt hver gang. Det var en gamechanger,” fortæller han.

Et halvt år senere stod han med et system, der kunne det, han længe havde drømt om. Et af de konkrete resultater er automatiske og målrettede markedsorienteringer til sælgere.

AI’en henter data om kundens beholdning og historik og kombinerer dem med markedets udvikling og lokale muligheder.

– ”Hvis en landmand for eksempel har 500 tons byg til salg, så finder systemet ud af, hvilke købere der er i området, hvordan priserne har udviklet sig, og hvad markedet efterspørger. Den tager al den information og skriver en markedsorientering til sælgeren,” forklarer Jacob From.

Systemet kan endda tage højde for individuelle ønsker, hvis kunden tidligere har nævnt, at han ikke vil sælge før næste år.

Omsætning steget med 19 pct.

AI-løsningen har gjort Hauge Korn i stand til at håndtere flere kunder og gennemføre flere og bedre handler, uden at Jacob From nødvendigvis selv har været i direkte dialog med kunden.

Samtidig har implementeringen haft en markant effekt på forretningen: I 2025 har omsætningen været 19 procent højere end gennemsnittet for de tre forudgående år, mens indtjeningen er steget med 38 procent.

– ”Jeg har lavet handler med nogen, som jeg ikke engang har snakket med, men som kun har fået markedsorienteringen,” fortæller han.

På sigt ser han et endnu større potentiale: at udvikle en løsning, som alle landmænd i Danmark kan bruge.

– ”Jeg vil kunne lave en kunstig intelligens, som vil være interessant for samtlige landmænd i Danmark, ikke kun dem, som handler med Hauge Korn,” siger han.

Vær nysgerrig, men varsom

Selvom Jacob From er begejstret for AI, understreger han også, at man skal bruge teknologien med sund fornuft.

AI kan lave fejl, forveksle kunder og give mærkelige svar, hvis man ikke strukturerer data rigtigt.

– ”Hvis man er ukritisk og bare giver den alt for meget data, så går det galt,” siger han.

Hans råd til andre virksomheder er derfor klart: Start småt, eksperimentér, og brug egne data i små bidder.

– ”Man skal være nysgerrig og eksperimentere med små filer. Så finder man ud af, hvor det giver mest værdi,” siger Jacob From og tilføjer:

– ”Der findes ikke nogen virksomheder, der ikke kan få glæde af det.”

Sådan bruger Hauge Korn AI

  • Integreret i virksomhedens eget IT-system
  • Analyserer kornpartier, priser, transportdata og kundehistorik
  • Genererer målrettede markedsorienteringer til sælgere
  • Hjælper med at matche købere og sælgere
  • Gør det muligt at håndtere flere handler uden ansatte

Få masser af kontante fordele som medlem af SMVdanmark:

Se eller gense tidligere afholdte SMVdanmark-webinarer

Se eller gense tidligere afholdte SMVdanmark-webinarer

Vil du have gode råd om stresshåndtering? Og fik du set webinaret om virksomhedstestamenter eller de..

Spar 50% på dine eksportdokumenter

Spar 50% på dine eksportdokumenter

Som medlem af SMVdanmark sparer du 50% på prisen på dit carnet!

Tilbud & rabatter

Tilbud & rabatter

Som medlem af SMVdanmark har du adgang til en lang række fordele og rabatter.