Ny app kan øge IT-sikkerheden - og den er gratis

'SikkerKollega' er et læringsspil, der er med til at øge IT-sikkerheden i virksomheder. Formålet er at skabe opmærksomhed om sikkerhedstruslen, så medarbejdere kan forebygge, genkende og håndtere forsøg på IT-svindel.

Hvilke overvejelser gør du dig, hvis en potentiel ny kunde sender dig et link til en opgave, som han ønsker et tilbud på. Eller du som ansat i bogholderiet modtager en faktura fra en ukendt leverandør?

 

Klikker du på linket? Downloader du fakturaen? Overvejer du, om det kunne være en svindler, der prøver at narre dig?

 

”IT-sikkerheden i virksomheder har aldrig været mere aktuel, men kæden er ikke stærkere end det svageste led, derfor er det vigtigt at rette opmærksomheden på mulige faldgruber. Uddannelse af virksomhedsejere og medarbejdere kan være med til at have fokus på de udefrakommende trusler,” siger Lars Magnus Christensen, der er cheføkonom i SMVdanmark.

 

Om SikkerKollega

I spillet 'SikkerKollega' er du en agent, der skal tage stilling til spørgsmål, som dem i begyndelsen af artiklen. Her bevæger du dig rundt i en fiktiv virksomhed, hvor hvert rum byder på nye scenarier, dilemmaer og opgaver, som skal løses eller besvares korrekt. Handler du hensigtsmæssigt, optjener du diplomer, og gennemfører du hele spillet, får du titlen 'Sikker Kollega'.

 

Spillet fokuserer især på kriminelles forsøg på at franarre dig penge, viden eller adgang til din virksomhed; på udspekuleret og sofistikeret vis.

 

SikkerKollega er finansieret af Industriens Fond og udviklet af CERTA Intelligence and Security. Spillet henvender sig både til ledere og medarbejdere i en virksomhed.

 

Vil du vide mere?

Spillet kan downloades til telefon eller spilles på nettet.

Du kan læse mere om spillet på:

www.SikkerKollega.dk