Den aarhusianske smedevirksomhed Svejsehuset A/S blev vinderen af IDA's Industri 4.0-pris, som i samarbejde med SMVdanmark blev uddelt for første gang i sidste uge.
Svejsehuset A/S har udviklet svejserobotten RO-Buddy, som er målrettet små og mellemstore smede- og produktionsvirksomheder, hvor robotten skal assistere smedene i deres svejsearbejde og smedene selv kan betjene den.
"Med projektet har de svaret på et behov i markedet om en automatiseringsløsning, som er nem at anvende og hurtig at implementere i kundens produktion. De har fra starten af sat brugeren/kunden i centrum og kombineret deres specialviden på området med et dybt kendskab til den hverdag, som maskinen/robotten skal fungere i," fremgår det af juryens begrundelse.