Fra 1. januar er det blevet for dig som virksomhedsejer at ansætte unge i fritidsjob – især på værksteder og i produktionsmiljøer. De nye regler giver større frihed til at bruge din sunde fornuft, så længe arbejdet for de unge udføres sikkert og forsvarligt.
Et godt eksempel er fejedrenge og fejepiger, som nu kan arbejde i nærheden af farlige maskiner, forudsat at maskinerne er afskærmet, slukkede eller på anden vis sikrede. Her er nogle måder, du kan sikre, at arbejdet udføres forsvarligt:
- Instruktion: Sørg for, at den unge får en grundig instruktion i opgaven og ved, hvordan man arbejder sikkert omkring maskiner.
- Tydelig afmærkning: Marker fx arbejdsområder med gul tape, hvis der skal fejes omkring en autolift, og sørg for, at en erfaren medarbejder holder opsyn. Maskinen skal selvfølgelig være slukket og ikke kunne gå i gang ved en fejl.
Disse løsninger er eksempler og ikke faste krav, men de viser, hvordan du kan skabe et trygt arbejdsmiljø. Det er en væsentlig forbedring i forhold til tidligere, hvor tolkningen af reglerne ofte gjorde det umuligt at have fritidsjobbere på værkstedet, mens der blev arbejdet.
Er du i tvivl om reglerne, kan du altid kontakte Arbejdstilsynet direkte på 7012 1288 eller selv læse mere ved at klikke her.
En vigtig sejr for et moderne arbejdsmarked
I SMVdanmark er vi glade for, at ministeren har lyttet til vores input og indført mere tidssvarende regler. Moderne værksteder og maskiner er blevet væsentligt sikrere, og med de nye regler håber vi, at flere unge kan få en værdifuld start på arbejdsmarkedet.
"Det er glædeligt, at regeringen og Folketingets partier har lyttet til os og taget initiativ til at lempe reglerne. Fritidsjob er ikke kun en måde for unge at tjene deres egne penge på – det er også en vej ind i arbejdslivet, hvor de lærer ansvar, får praktiske færdigheder og får en vigtig forståelse for arbejdsmarkedet,” siger direktør i SMVdanmark, Jesper Beinov.
Flere muligheder for opgaver og arbejdstider
De nye regler åbner op for, at unge kan løse flere opgaver og arbejde på mere fleksible tidspunkter:
- Ufarlige maskiner: Unge kan nu arbejde med maskiner som softicemaskiner, små skruemaskiner og kassebånd.
- Fleksible arbejdstider: Unge på 15 år og derover, der har afsluttet grundskolen, kan fx arbejde med rengøring fra kl. 4.00 om morgenen eller optælling af varer frem til kl. 24.00.
Bliv klogere: Tilmeld dig vores webinar
For at hjælpe dig med at forstå de nye regler, inviterer vi til et webinar i samarbejde med Arbejdstilsynet og CABI:
Fredag d. 7. februar kl. 10-11
Her får du en grundig gennemgang af reglerne og mulighed for at stille spørgsmål direkte til eksperterne.
Du kan tilmelde dig her->>
Vi håber, at de nye regler gør det lettere for dig at ansætte unge og give dem en god start på deres arbejdsliv. Har du spørgsmål, står vi klar til at hjælpe.