For at sikre, at arbejdspladserne stadig er der, når Danmark er ovre corona-krisen, så de udsatte borgere har et job at vende tilbage til, har Den Sociale Kapitalfond, i samarbejde med TrygFonden, etableret en social funderet garantiordning.
Mange små og mellemstore virksomheder tager socialt ansvar
De ansætter ledige fra kanten af arbejdsmarkedet, bidrager til udviklingen i udsatte lokalområder, eller udvikler produkter og services, som hjælper udsatte mennesker. 70 % af nyansættelser af mennesker med nedsat arbejdsevne i den private sektor, sker netop i de mindre og mellemstore danske virksomheder (SMV’er). Hver tiende danske lille eller mellemstore virksomhed er særligt socialt ansvarlig. Her er mindst fem ansatte i støttet beskæftigelse – eller ansatte i støttet beskæftigelse udgør mindst 10 % af de ansatte. Det er derfor helt afgørende med sådan en pulje, mener Den Sociale Kapitalfond.
TrygFonden garanterer for lån i virksomhedens pengeinstitut
I praksis bliver det TrygFonden, der garanterer puljen i virksomhedens sædvanlige pengeinstitut, mens Den Sociale Kapitalfond tilbyder sparring til virksomhederne.
”Det har en særlig stor konsekvens, hvis den her slags virksomheder bliver nødt til at dreje nøglen om, fordi det både rammer de socialt udsatte, der mister deres job i virksomhederne, og virksomhedsejerne selv. Det er et problem både på kort og langt sigt, fordi det netop er i de her virksomheder, at potentialet for at løse sociale udfordringer er rigtig stort,” udtaler Claus Bjørn Billehøj, direktør i Den Sociale Kapitalfond.