"Det havde virkeligt været en lammer, hvis vi ikke havde fået det lån."
Ordene kommer fra industriel designer Nina Frederikke Thomasen Jensen, der, sammen med sin mand Lars Jensen, ejer designvirksomheden Eden Outcast i Kolding.
Drømmen om egen designvirksomhed begyndte tilbage i 2013, hvor parret i weekenderne tog rundt på forskellige loppemarkeder og videresolgte deres fund. I 2016 besluttede de at danne deres eget interiørbrand med egne designs og lancerede den første designkollektion under navnet Eden Outcast i august 2017.
"På den første messe i Herning i 2017 blev vi overvældet over den positive respons. Vi kunne ikke følge med, og alle var interesseret i det der nye brand med en helt anderledes stil. Sæsonen efter fik vi udsolgt flere af vores styles allerede under messen. Der kunne vi godt se, at der var solid efterspørgsel efter vores varer, og at nu skulle det være alvor, hvis vi ville have den virksomhed, som vi altid havde drømt om," siger Nina Frederikke Thomasen Jensen.
Virksomheden er i dag et anpartsselskab og fik i 2019 en Business Investor gennem Business Kolding. De designer selv alle deres produkter fra bunden af og har nu 31 forskellige designs. Virksomheden er i øvrigt nomineret til årets iværksætter 2019 af Business Kolding.