Skattestyrelsen vil lade de værst ramte virksomheder, de tvangslukkede, slippe for at betale gebyrer og renter af A-skat og AM-bidrag, der ikke er betalt - eller bliver betalt - i marts. Det sker for at hjælpe under det pres, som coronavirus har lagt på erhvervslivet.
Skatteministeriet skriver følgende i en pressemeddelelse:
”Det er helt afgørende for regeringen, at virksomheder og lønmodtagere kommer så sikkert som muligt gennem den ekstraordinære krise, vi står i. Der er behov for, at vi tager alle midler i brug, så vi kan hjælpe danskerne gennem disse udfordringer”, siger skatteminister Morten Bødskov (S).
Regeringen og Folketinget har allerede godkendt, at betaling af A-skat og AM-bidrag kan udskydes for april.
Glædeligt og rettidigt omhu
”De tvangslukkede virksomheder er hårdt presset på likviditeten. Derfor er det enormt glædeligt og rettidig omhu, at Skattestyrelsen hurtigt har fundet denne mulighed i lovgivningen. Den gør det muligt for virksomhederne at søge dispensation fra sanktionerne for den manglende indbetaling - og dermed, at de kan undlade at indbetale skat og AM-bidrag,” siger Jakob Brandt, der vicedirektør i SMVdanmark - hovederhvervsorganisation for landets små og mellemstore virksomheder.