Gå ind på skat.dk/huskmoms og få hjælp til at:
- Indberette momsen.
- Undgå de typiske fejl.
- Se, hvad du kan trække fra.
- Få gode momsvaner, fx at gemme bilag elektronisk og bogføre løbende.
Flere spørger til disse ting - har du styr på dem?
Et nul skal også indberettes
Har du virksomheder, som ikke er aktive? Eller har du et CVR-nummer uden at have en aktiv virksomhed, fx hvis du er i job? Selvom du ikke har haft køb eller salg i virksomheden i den seneste momsperiode, skal du stadig momsindberette. Du skal da indberette et ’0’. Hvis du ikke indberetter, skal du betale en afgift på 800 kr.
Brug Betalingsservice og undgå problemer med ’5-dages reglen’
Hvis du bruger Leverandørservice (Betalingsservice), kan du indberette, når det passer dig og sætte betalingen til fx dagen før fristen (tidligst fem dage før fristen). Så kommer betalingen ind til tiden, og du behøver ikke at tænke mere på det. Ellers kan du nemlig først betale tidligst fem dage før fristen.
Tilmeld til Leverandørservice - Skat.dk.
Hvad kan trækkes fra?
Mange virksomheder er i tvivl om, hvad man kan trække fra i regnskabet ved køb af fx mad, beklædning, rejser og elektronik. På skat.dk/bogføringsguiden kan du se, hvad du kan trække fra.
Først tjekker du din moms, så tjekker SKAT din moms
Når du har gjort dit arbejde og indberettet moms, starter Skattestyrelsen med at tjekke tallene. De samler og analyserer løbende data, og en del kontrol sker helt automatisk.
Selvom de tjekker tal og oplysninger løbende, er det dit ansvar at have styr på reglerne og på den moms, du skal betale.
Du kan læse mere om Skattestyrelsens kontrolarbejde på skat.dk/skattekontrol