Ny hjælpepakke: Nu åbnes der for ansøgning til rentefrit lån igen

Regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier har vedtaget, at virksomheder igen kan søge om et rentefrit momslån eller lønsumsafgiftslån, ligesom det var muligt i forsommeren 2020. Ordningen åbner igen, fordi mange virksomheder stadig er økonomisk påvirket af coronasituationen.

Skattestyrelsen sender den 18. november brev ud til virksomhederne om, at de nu kan søge, hvis de lever op til kriterierne. Der kan søges frem til den 18. december 2020, og det skal ske via virk.dk.

Hvem kan søge?

Ordningen tilbydes virksomheder, der indberetter moms kvartalsvis eller halvårligt, samt en del af de virksomheder, der indberetter lønsumsafgift.

Virksomheder, der fik lånet sidst, og som stadig har det samt virksomheder, der har en foreløbig fastsættelse af skatter og afgifter, kan ikke søge om lånet. Sidstnævnte kan dog søge, hvis de erstatter den foreløbige fastsættelse med en indberetning.

Momslån:
Virksomhederne kan søge om et momslån, der svarer til den moms, virksomheden har indberettet til fristen den 2. marts 2020.

Lønsumsafgiftslån:
Virksomheder, der betaler lønsumsafgift efter metode 4, fx læger, tandlæger, fysioterapeuter, vognmænd og kultursektoren kan søge:

et lån, der svarer til den lønsumsafgift, din virksomhed har indberettet for 1. kvartal 2020
et lån, der svarer til ¼ af lønsumsafgiftens størrelse for indkomståret 2019 eller for det forskudte indkomstår, der træder i stedet for indkomståret 2019.

23.600 virksomheder fik lånet sidst

I forsommeren optog 23.600 virksomheder det tilsvarende lån, da det blev tilbudt sidst. De 23.600 virksomheder kan ikke søge igen, hvis de stadig har lånet. Til gengæld bliver deres betalingsfrist på lånet udskudt til samme dato som for de nye lån, nemlig 1. november 2021.

skat.dk/corona kan man læse mere om, hvordan man søger, og om de kriterier, virksomhederne skal opfylde for at få et lån. På siden finder man også anden information om regeringens hjælpepakker på skatte- og afgiftsområdet, herunder om de udskudte frister.