Ny kontrol af virksomheders fravalg af revision

Automatiske kontroller skal undersøge, om virksomhederne opfylder betingelserne for fravalg af revision. Se betingelserne for fravalg af revision her

I begyndelsen af februar indfører Erhvervsstyrelsen en række nye kontroller for at tjekke, om virksomheder opfylder betingelserne for fravalg af revision. Kontrollerne vil ske automatisk, når virksomhederne indsender årsrapporter digitalt til Erhvervsstyrelsen.

Betingelser for at fravælge revision

Har du fravalgt revision, skal du være opmærksom på, at der er en række betingelser, din virksomhed skal opfylde. Virksomheden må blandt andet ikke overskride to af følgende størrelser på balancedagen i to år i træk:

  • en balancesum på 4 mio. kr.
  • en nettoomsætning inkl. eventuelle finansielle indtægter på 8 mio. kr. og
  • et gennemsnitligt antal heltidsbeskæftigede på 12 i løbet af regnskabsåret.

Desuden skal man oplyse, i den foregående årsrapport, hvis revision fravælges fremadrettet. 
Kontrollerne vil fremover tjekke, om virksomhederne overholder disse betingelser.

Bliver betingelserne ikke overholdt

Overholder du ikke betingelserne for fravalg af revision, vil du i de fleste tilfælde modtage en besked i forbindelse med indberetningen. Overhører du beskeden og fortsætter indberetningen, kan virksomhedens regnskab efterfølgende blive udtaget til kontrol. 

Læs mere om automatiske kontroller om fravalg af revision på Erhvervsstyrelsens hjemmeside