Efter pres fra SMVdanmark og andre organisationer har Beskæftigelsesministeren i et svar til Folketinget den 8. december præciseret nogle af de krav, der lægges op til.
Det vigtigste er, at man ikke generelt skal registrere, hvornår på dagen, arbejdet har fundet sted. Man skal blot registrere den enkelte lønmodtagers samlede arbejdstid.
Ministeren har også bekræftet, at man kun skal registrere, hvis en medarbejder arbejder mere eller mindre end den aftale/skemalagte arbejdstid. Så i mange tilfælde vil det ikke være nødvendigt at registrere.
Endelig er der ikke nogen krav fra det offentliges side ift. hvilket system, man bruger i virksomheden, så længe det er ”objektivt, pålideligt og tilgængeligt”. Det betyder, at mange virksomheder vil kunne bruge de systemer, som de i forvejen har i virksomheden. SMVdanmark vil arbejde på at få en liste over systemer, der med sikkerhed lever op til dette.
I SMVdanmark er vi glade for, at politikerne har lyttet til borgerne, så det sikres, at loven implementeres med mindst mulige konsekvenser for de små- og mellemstore erhvervsdrivende.
Loven forventes vedtaget den 23. januar 2024, og det forventes, at loven træder i kraft den 1. juli 2024, så der er lidt tid at løbe på.