Hvis du besøger Unyttigt.dk ved den store rundkørsel i Arnborg uden for Herning, kan du igen bestille en softice og få den serveret af en ungarbejder, der tjener sine egne penge ved siden af skolen.
Det har ellers ikke været muligt i en periode, da Bjarne Bjergfelt i efteråret 2024 måtte hjemsende alle ansatte under 18 år efter et besøg fra Arbejdstilsynet. Reglerne, som Arbejdstilsynet håndhæver, blev dog ændret fra den 1. januar i år, og derfor glæder han sig nu over at kunne genansætte de unge til opgaver som at servere softice i butikken.
“Jeg var meget uforstående over for den måde, reglerne blev tolket på, og det var ikke sjovt at skulle hjemsende mine unge medarbejdere. Derfor er jeg meget glad for at kunne byde dem velkommen igen,” siger Bjarne Bjergfelt.
Farlig softicemaskine
Hele historien begyndte i september 2024, da Bjarne Bjergfelt fik besøg af Arbejdstilsynet i sin butik. Her konstaterede tilsynet, at han havde ungarbejdere ansat, der blandt andet serverede softice.
Arbejdstilsynet kunne imidlertid ikke betegne en softicemaskine som “ufarlig”, og derfor fik Bjarne et strakspåbud. Det betød, at han måtte hjemsende sine ungarbejdere under 18 år, da de ifølge reglerne ikke måtte arbejde i “farlig nærhed” af maskinen.
“Det var ærgerligt og uforståeligt. Havde jeg stillet maskinen midt i rummet til selvbetjening, ville der ikke have været et problem. Men fordi mine unge medarbejdere skulle betjene den i arbejdstiden, var det imod reglerne,” fortæller Bjarne Bjergfelt.
Hjælp fra SMVdanmark
Flere brancher har oplevet udfordringer med at ansætte ungarbejdere i job, hvor maskiner er en del af hverdagen. SMVdanmark har tidligere gjort opmærksom på problemerne, blandt andet i bilbranchen og på industrivirksomheder.
“De hidtidige regler har været meget stramme og også i nogle tilfælde ulogiske. Nu er de heldigvis blevet ændret, og vi forudser, at det her vil betyde, at hundredvis af unge landet over vil kunne få et fritidsjob, som tidligere ikke var muligt,” siger Kasper Munk Rasmussen fra SMVdanmark.
SMVdanmark har længe arbejdet for at sikre bedre muligheder for virksomheder, der ønsker at ansætte unge under 18 år. Med Bjarne Bjergfelt og Unyttigt.dk’s oplevelser gik erhvervsorganisationen i dialog med beskæftigelsesministeriet for at gøre opmærksom på de udfordringer, reglerne medførte.
Ændrede regler
Allerede i regeringsgrundlaget lovede regeringen at se på at fjerne barrierer for unge menneskers fritidsjob. Forbuddet mod at betjene softicemaskiner var også én af de regler, da Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen ændrede reglerne med virkning fra 1. januar 2025.
Fra årsskiftet har det derfor igen været muligt for Bjarne Bjergfelt at ansætte ungarbejdere i sin butik.
“Jeg er glad for, at jeg nu igen må ansætte ungarbejdere, og at de gerne må betjene softicemaskinen. Jeg har tilbudt de tidligere ansatte deres gamle job tilbage, og heldigvis har de takket ja,” siger Bjarne Bjergfelt.
Også i SMVdanmark glæder man sig over de nye regler.
“Det er ekstremt vigtigt for unge at få erfaring fra et fritidsjob. Vi ved, at det har stor betydning for deres valg af uddannelse og deres tilknytning til arbejdsmarkedet senere i livet. Det er en kæmpe gevinst for en lille by som Arnborg at have en virksomhed som Unyttigt.dk, hvor unge kan prøve kræfter med arbejdsmarkedet,” siger Kasper Munk Rasmussen.
Til SMVdanmark oplyser Bjarne Bjergfelt, at han forventer at ansætte endnu flere ungarbejdere i fremtiden.
“Der bliver jo travlt til sommer, så jeg regner med at ansætte dobbelt så mange ungarbejdere, når vi kommer ind i højsæsonen,” afslutter Bjarne Bjergfelt.