En sag fra Brøndby, som blev omtalt i en artikel hos TV2, viser, hvor hurtigt små virksomheder kan komme i klemme i komplekse kontrakter og krav, som de ikke nødvendigvis er enige i. I den konkrete sag fik en selvstændig kosmetolog store dagbøder af sit bogføringsfirma, for at skrive negativ anmeldelse på Trustpilot.
I situationer som disse er det vigtigt at vide, at man har rettigheder, og at modparten hverken kan benytte inkassosystemet eller få dig registreret som dårlig betaler, hvis du gør indsigelse mod kravet. Det fortæller Christoffer Sodemann, der er jurist i SMVdanmark.
“Som virksomhedsejer har du altid mulighed for at gøre indsigelse, hvis du ikke er enig i et krav. Det kræver blot, at du meddeler din uenighed skriftligt. Så er det op til den anden part at gå videre og få kravet prøvet ved domstolene. Ikke at det er gratis at få en afgørelse, men omkostningerne forbundet med en småsag sjældent vil overstige kr. 10.000, og som oftest vil de være betydeligt mindre,” siger Christoffer Sodemann.
I nogle tilfælde kan en indsigelse føre til, at sagen droppes eller forliges, fordi modparten har svært ved at dokumentere sit krav. Hvis sagen alligevel ender i retten, vil den typisk blive behandlet som en småsag, hvis sagen ikke er meget kompleks, og beløbet er under 100.000 kroner. Dog er grænsen 50.000 kroner for boligretssager.
Den forenklede proces
Den forenklede proces er særligt tilrettelagt til mindre tvister, hvor sagsbeløbet er begrænset, og hvor sagen ikke er særligt kompliceret. Retten hjælper med at forberede sagen og vejleder begge parter undervejs.
"Det særlige ved den forenklede proces er, at du i langt de fleste tilfælde ikke behøver en advokat. Retten yder vejledning undervejs, og mange oplever, at de sagtens kan føre sagen selv," forklarer Christoffer Sodemann.
En anden fordel ved den forenklede proces er, at dommeren har friheden til at tilkendegive overfor én af sagens parter, at vedkommende sandsynligvis ikke vil få medhold i sagen. På den måde kan dommeren fremme grundlaget for et forlig, og det er medvirkende til, at hovedparten af sagerne i den forenklede proces afsluttes ved forlig.
"Et forlig er næsten altid den bedste løsning. Det sparer tid, penge og usikkerhed for begge parter. Derfor anbefaler vi altid, at man først forsøger at finde en mindelig løsning," siger Christoffer Sodemann.
Vær opmærksom og søg rådgivning i tide
Sagen fra Brøndby viser, hvor vigtigt det er at kende sine rettigheder og søge hjælp i tide.
"Når en virksomhed bliver mødt med et krav, som den er uenig i, og uanset om det bygger på en aftale, en faktura eller et vilkår, så er det afgørende at vide, at man som virksomhed ikke nødvendigvis bare skal betale. Selvom der er indgået en kontrakt, har du ret til at få vurderet, om kravet er rimeligt, og du har ret til at sige fra, ved at gøre indsigelse," siger Christoffer Sodemann
Han understreger, at man som virksomhedsejer altid har et ansvar for at læse og forstå de aftaler, man indgår.
"Virksomheder er langt mindre beskyttede end almindelige forbrugere, og derfor skal man være ekstra opmærksom, selvom man er en lille virksomhed. Har du fået et krav, så søg rådgivning tidligt i forløbet. Vi kan hjælpe dig med at vurdere sagen og dine muligheder. I mange tilfælde kan jurister gennem råd og vejledning hjælpe med at løse sagen, før den når retten," siger Christoffer Sodemann.
Hvis du som medlem af SMVdanmark er i tvivl om, hvor du står juridisk, kan du altid kontakte vores juridiske hotline. Her får du en gratis og uforpligtende vurdering af din sag.