Det står nu klart for de fleste danske virksomheder, at konsekvenserne af Coronavirus/COVID-19 formentlig er værre end først antaget.
Mange små og mellemstore virksomheder oplever allerede et betydeligt pres på likviditeten. Regeringen har indført en række tiltag for at hjælpe virksomheder, herunder en ny garantiordning for lån i banker. Den kigger vi nærmere på i denne artikel, men også hvad man skal være opmærksom på, hvis man begynder at få problemer med at betale sine regninger, og hvad man kan gøre for at skære omkostningerne til.
Garantiordning for nye lån
Ét af de tiltag, som allerede er vedtaget i en af de første hjælpepakker til erhvervslivet, er en garantiordning, som kan hjælpe virksomheder med likviditetsproblemer.
Garantiordningen skal give mulighed for, at små og mellemstore virksomheder kan få en statsgaranti på 70% af nye lån i banken. Det giver forhåbentligt bankerne mere lyst til at låne ud.
For at kunne anvende ordningen kræves det dog, at virksomheden har oplevet og kan dokumentere et driftstab på over 50% som følge af Corona-krisen. Derudover skal virksomheden have været sund inden Corona-krisen udbruddet, så virksomheden alene er kommet i likviditetsmæssige problemer på grund af Corona-krisen.
Hvis du som virksomhed skal gøre brug af garantiordningen, skal det ske gennem banken, der søger Vækstfonden om garantien på vegne af din virksomhed.
Ledelsesmæssige overvejelser som følge af Corona-krisen
Ledelsen i danske virksomheder har generelt vide rammer ved vurderingen af, hvilke tiltag og beslutninger, der er bedst for virksomheden, hvis blot beslutningerne tages på et oplyst grundlag og med selskabets interesser for øje.
Hvis konsekvenserne af Corona-krisen er så store for virksomheden, at virksomheden ikke vil kunne overleve på trods af hjælpepakker og normaliserede tilstande inden for en kortere periode, er det vigtigt, at overveje, om virksomheden skal gå konkurs.
Som ledelse skal du selvfølgelig lade være med at forsøge at fjerne aktiver fra virksomheden, da du som ledelse, dels vil risikere et erstatningsansvar, dels vil risikere at komme i fængsel.
Udover de situationer, vil ledelsen f.eks. også kunne risikere et erstatningsansvar, hvis virksomheden er drevet videre efter det tidspunkt, hvor ledelsen burde have indset, at virksomheden ikke længere var i stand til at betale sine regninger. Det er vigtigt, at virksomheden stopper driften inden det tidspunkt, hvor man som ledelse vurderer, at tabet (og dermed kreditorernes tab) bare bliver større og større, og virksomheden ikke kan reddes. Dette tidspunkt omtales ofte som ”håbløshedstidspunktet”.
Som ledelse er det altså vigtigt løbende at gøre sig overvejelser omkring, hvorvidt driften af virksomheden kan fortsætte uden større tab for kreditorerne, om man i stedet skal forsøge at rekonstruere virksomheden ved en ”rekonstruktion”, eller om det er nødvendigt at begære selskabet konkurs, så man undgår et erstatningsansvar. Hvis man er i tvivl, er det en god ide at tale med en advokat, som kan sikre, at man ikke risikerer et erstatningsansvar.
Forslag til likviditetsbesparende foranstaltninger
Som ledelse kan man også selv forsøge at gøre en række ting for at hjælpe virksomheden, som f.eks.:
- Forhandle med udlejer om udskydelse eller midlertidig nedsættelse af lejeydelse
- Forsøge at få forhandlet en lønnedgang på plads med medarbejderne
- Anvende tiltaget angående lønkompensation ved hjemsendelse af medarbejde.
Læs mere om lønkompensation på Virksomhedsguiden.dk - Udskyde betaling af skat og moms. Læs mere om moms og skattebetalinger på Virksomhedsguiden.dk
Listen er ikke udtømmende og generelt set anbefales det, at man som ledelse midlertidigt gentænker sine arbejdsgange og forsøger at skære i alle omkostninger man kan.
Nye tiltag undervejs
Regeringen har onsdag den 18. marts 2020, offentliggjort en plan for yderligere tiltag i form af en hjælpepakke til nogle af hårdest ramte brancher, hvor man helt ekstraordinært vil tilbyde at dække op mod 80% af deres faste udgifter. Pengene skal ikke betales tilbage. Ordningen kommer bl.a. til at gælde frisører, hotel- og restaurationsbranchen og transportbranchen.
Derudover har regeringen foreslået hjælpetiltag til selvstændige. Forslaget indebærer bl.a., at selvstændige kan få kompensation for 75% af deres omsætningstab, dog maksimalt 23.000 kr. pr. måned.