Coronaramt på omsætningen, hvad nu?

Det er ikke lige til at gennemskue hjælpepakkerne til erhvervslivet. SMVdanmarks juridiske chefkonsulent Jeppe Rosenmejer giver her et overblik over, hvem der er omfattet og hvad man skal gøre.

Regeringen og Folketinget har besluttet indtil flere hjælpepakker til forskellige dele af erhvervslivet. Det har været uklart, hvem der er omfattet af dem og hvem der ikke er det.

SMVdanmark har over de sidste par uger stædigt påpeget mangler ved ordningerne – ikke for at være på tværs, men for at sikre, at sundhedskrisen ikke udvikler sig til en økonomisk krise, som vil plage os lang tid frem.

En af hjælpepakkerne var pakken, der var målrettet de små og mellemstore virksomheder, SMV’erne.

SMVdanmarks jurist Jeppe Rosenmejer giver her et overblik over, hvem der er omfattet og hvad man skal gøre. 

Forbered din ansøgning

"Mens man venter og inden man klikker ind på Virksomhedsguidend.dk og går i gang med ansøgningerne, skal man helt grundlæggende  bruge lidt tid på at orientere sig og forberede sig på ansøgningsrunderne."

"Kig din virksomhed igennem og find ud af, om du er omfattet af nogle af de her regler, for du skal have et vist tab for at kvalificere dig. Det er nok åbenlyst for mange, at deres forretningsgrundlag er revet væk, men hvad er tabet – og hvad er de fortsatte omkostninger. Det er  spørgsmål, du skal have afklaret."

"Så få gjort regnskaberne op og sørg for at sikre dig dokumentation for dine tab og omkostninger."

I det nedenstående er et overblik over, hvad vi indtil videre ved om hjælpepakkerne; hvad de indeholder og hvad de ikke indeholder.

Spørgsmålet er, hvad det betyder for dig og hvad du skal gøre nu? 

Her er hovedpunkterne:

Midlertidig kompensation til selvstændige

Hvem er omfattet?

Du er omfattet, hvis du:

  • Har op til 10 fuldtidsansatte

  • Forventer min. 30 pct. i omsætningstab pga. Coronavirus

  • Har haft mindst 10.000 kr. i månedlig omsætning i gennemsnit i 2019

  • Ejer mindst 25 pct. af virksomheden og selv arbejder i virksomheden

  • Er CVR-registreret og ejere CPR-registrerede

  • Er registreret pr. 1. februar 2020

  • Derudover må din personlige indkomst ikke overstige 0,8 mio. kr. i 2020.

Hvad består kompensationen af?

Den midlertidige kompensation består af:

  • 75 pct. af det forventede omsætningstab baseret på den gennemsnitlige månedlige omsætning i seneste regnskabsår – dog maks. 23.000 kr. pr. måned

  • 23.000 kr. pr. CPR-nummer ved flere ejere.

  • For selvstændige med fuldtidsmedarbejdende ægtefælle hæves loftet til 46.000 kr.

Hvornår gælder ordningen fra?

Ordningen gælder fra 9. marts til 9. juni 2020.

Hvad skal du gøre for at få kompensation?

For at få kompensation for tabt omsætning, skal du:

  • Udfylde en tro- og loverklæring, hvor du oplyser dit forventede omsætningstab og forklarer hvorfor det skyldes Coronavirus.

  • Det er påkrævet, at du gør brug af en revisor.

  • Det forventede omsætningstab skal senere dokumenteres, og er omsætningen ikke faldet med 30 pct. i perioden, skal kompensation tilbagebetales med renter. Det samme gælder hvis din personlige indkomst som virksomhedsejer overstiger 0,8 mio. kr. i regnskabsåret 2020.

Kan du bruge flere ordninger?

Jo, men mirksomheder kan ikke få dækket de samme omkostninger fra flere forskellige støtteordninger, der er indført som konsekvens af Coronavirus.

Kompensation for selvstændige uden CVR-nr

Hvem kan få kompensationen?

Freelancere og selvstændige, der:

  • Ikke har et CVR-nr.

  • i perioden 9. marts til 9. juni forventer et indtægtstab på mindst 30 pct. som resultat af Coronavirus.

  • Har B-indkomst på mindst 180.000 kr. i 2019, eller gennemsnitligt ca. 10.000 kr. om måneden.

  • Ikke har en personlig indkomst der overstiger 0,8 mio. kr. i 2020.

Der fastlægges en særlig administrationsmodel for selvstændige, der ikke har haft en B-indkomst.

Hvad dækker kompensationen?

Kompensationen for tabt indtægt dækker:

  • 75 pct. af det forventede B-indkomsttab, dog maks. 23.000 pr. måned

Kompensation for faste udgifter

Hvem er omfattet af kompensation for faste udgifter?

Virksomheder med faste udgifter for over 25.000 kr. i perioden fra 9. marts til 9. juni er omfattet af ordningen.

For kundetætte virksomheder, der er blevet påbudt at lukke og ikke har en omsætning i perioden – fx frisører, restauranter, caféer og virksomheder i storcentre - dækker kompensationen 100 pct. af de faste udgifter, der er i påbudsperioden.

For alle andre virksomheder gælder følgende dækning af faste udgifter:

  • 80 pct. ved omsætningstab på 80-100 pct.

  • 50 pct., ved omsætningstab på 60-80 pct.

  • 25 pct., ved omsætningstab på 40-60 pct.

Er der et maksimum på kompensation?

Der er et maksimum for kompensation på 60 mio. kr. pr. virksomhed.

Hvad dækkes?

Faste udgifter, f.eks. husleje, forsikring o.l. er dækket. Vær opmærksom på, at lønudgifter ikke er dækket af denne kompensation. Lønkompensation for medarbejderes løn er dækket af Trepartsaftalen mellem FH, DA og regeringen.

Hvordan får du kompensation?

For at få kompensation skal du:

  • Indsende en opgørelse over det forventede omsætningstab mellem 9. marts og 9. juni som følge af Coronavirus. Opgørelsen skal være revisorpåtegnet. 

  • Udfylde en tro- og loverklæring, hvor du bekræfter, at omsætningen er faldet.

Der gennemføres løbende stikprøvekontroller, ligesom det ved slutningen af perioden kontrolleres, om omsætningen er faldet så meget, som du har angivet. Stemmer kassen ikke, vil kompensationen blive efterreguleret.

Skal du have revisorpåtegnelse og dækkes udgiften til revisor?

Hvis din ansøgning udløser kompensation og du efterfølgende bliver udtaget til kontrol, vil der være krav om brug af revisor. I så fald kan staten støtte med 80 pct. af udgiften til revisorpåtegnelsen. Viser det sig, at du alligevel ikke er berettiget til kompensation dækkes udgiften imidlertid ikke.

Styrkelse af eksportmuligheder

For at understøtte de mindre eksportvirksomheder har EKF, Danmarks Eksportkredit, åbnet op for muligheden for at få likviditetskaution.

Hvem kan bruge likviditetskaution?

Små og mellemstore virksomheder, der er presset på likviditeten.
EKF forventer at 250 små og mellemstore virksomheder med eksport kan få hjælp i form af nye lån for 1,25 mia. kr.

Hvad består kautionen af?

Der afsættes en tabsramme på 100 mio. kr. til ordningen. Dette skal give bankerne bedre mulighed for at låne ud til små og mellemstore virksomheder.

Læs mere om EKF’s ordninger på EKF's hjemmeside

Statsgaranterede lån

Hvem retter de statsgaranterede lån sig mod?

Muligheden for statsgaranterede lån er rettet mod både store, små og mellemstore virksomheder med et omsætningstab på mindst 30 pct. af deres omsætning.

Hvor mange penge er der til rådighed?

Til små og mellemstore virksomheder er der afsat en garantiramme på 17,5 mia. kr. og en tabsramme på 5 mia. kr. Det gør det muligt for bankerne at yde lån for i alt op til 25 mia. kr.

Hvordan får jeg et statsgaranteret lån?

Lånene formidles af Vækstfonden. Når Vækstfonden sammen med EU Kommissionen og Erhvervsministeriet har fået ordningen på plads, kan du finde detaljerne på Vækstfondens hjemmeside.