Industrikonjunktur: Fremgang på et spinkelt fundament

Ny konjunkturindikator for industrien viser en stigning til et rigtig pænt niveau. Men stigningen sker på et spinkelt grundlag, advarer SMVdanmarks cheføkonom.

Industrien har det bedre lige nu end ved samme tid sidste år. Det viser dagens industrikonjunktur fra Danmarks Statistik. Målingen viser en stigning fra konjunkturindikatoren 1 i april til 4 i maj – endda et noget højere niveau end i maj sidste år, hvor tallet var minus 6.

Også inden for bygge og anlæg går det fremad: Bygge og anlæg går fra minus 4 i april til minus 1 i maj. Alligevel advarer SMVdanmarks cheføkonom Lars Magnus Christensen om, at den positive udvikling næppe fortsætter.  

”Stigende konjunkturindikatorer for industri og bygge/anlæg er positiv læsning og understreger den nuværende konjunktursituation. Beskæftigelsesforventninger trækker op men er også en af de store udfordringer, hvor flere og flere af de små og mellemstore virksomheder føler sig begrænset af mangel på kvalificeret arbejdskraft. Udover behovet for kvalificeret arbejdskraft er det også nødvendigt med flere investeringer i SMV’erne, ellers risikerer vi, at luften alt for hurtigt går af vækstballonen”, siger Lars Magnus Christensen.

Udviklingen er drevet af stigning i både beskæftigelsesforventninger og ordrebeholdning.

Se den seneste industrikonjunkturindikator fra Danmarks Statistik.