Britisk industri får brug for danske underleverandører

Når en dør lukkes, åbnes en ny. Efter Brexit vil en del EU- virksomheder trække sig fra det britiske marked og efterlade muligheder for danske SMV’er. Derfor har SMVdanmark bedt udenrigsministeren udvise rettidig omhu og etablere en ny eksportfremmepulje målrettet det britiske marked.

Brexit til trods, så vil der stadig være gode muligheder for dansk eksport til Storbritannien. Det gælder også ny eksport, men det kræver et forstærket fokus og en håndsrækning til de eksportorienterede virksomheder, herunder danske underleverandører til industrien. Det siger SMVdanmarks ekspert på eksportfremme, Internationaliseringschef Jens Kvorning.

”Vi skal se på muligheder og ikke begrænsninger for vores eksport til det britiske marked i de kommende år, for uanset hvordan toldbarrierer, standarder og andre konsekvenser af en kommende handelsaftale vil blive, så er fakta, at landet med dets 65 mio. købedygtige indbyggere fortsat vil være en tæt nabo og gammel ven. Der er derfor ingen tvivl om, at vi fortsat vil eksportere meget til Storbritannien. Spørgsmålet er, hvad det bliver og hvordan,” siger Jens Kvorning.

Vi tror på, at tidspunktet er ideelt, men der skal turbo på. Derfor arbejder vi målrettet på at få Udenrigsministeriet til at benytte den åbne bane til at komme ind i kampen så tidligt som muligt

Jens Kvorning

Internationaliseringschef

Nye muligheder opstår

Han påpeger, at Brexit uundgåeligt vil gå ud over nogen, men at det samtidig vil skabe helt nye muligheder for andre.

”Rigtig mange EU-virksomheder vil droppe Storbritannien til fordel for andre markeder. Derfor vil der opstå mange nye nicher, hvor man vil blive budt ekstra hjerteligt velkommen, som leverandør, kunde eller partner. Samtidig kommer begrænsningen i arbejdskraftens fri bevægelighed til at betyde, at den britiske fremstillingsindustri kommer til at mangle faglært arbejdskraft. De har ganske ikke enkelt ikke skoler, der kan uddanne dem godt nok og hurtigt nok. Det gælder ikke mindst i metal- og maskinindustrien, hvor der vil opstå muligheder for danske underleverandører,” siger Jens Kvorning.

Målrettet SMV-eksportfremmeindsats efterlyses

”Vi tror på, at tidspunktet er ideelt, men der skal turbo på. Derfor arbejder vi målrettet på at få Udenrigsministeriet til at benytte den åbne bane til at komme ind i kampen så tidligt som muligt,” siger Jens Kvorning.

Sammen med SMVdanmarks formand Niels Techen og direktør Ane Buch havde han derfor i forrige uge til møde hos udenrigsminister Jeppe Kofoed, hvor en ny eksportfremmeindsats målrettet det britiske marked blev efterlyst.

”Vi opfordrede eksportfremmens minister til, at der bevilges en helt ny og separat pulje eksportfremmemidler, øremærket til Storbritannien, så alle SMV’er, der har lyst og mod på det, kan få let og billig adgang til med deres egne øjne at se, hvad der foregår på det engelske marked,” siger han.

Interesseret i eksportfremstød i jern- og metalsektoren?

SMVdanmark vil ansøge Trade Council om midler til et fremstød for danske underleverandører indenfor jern- og metalsektoren i 2020. Forudsætningen for at en ansøgning går igennem er dog, at der er en forhåndsinteresse.

Hvis du er interesseret bedes du derfor kontakte Jens Kvorning på tlf. 30590686 eller sende en mail på kvorning@smvdanmark.dk

Læs mere om internationalisering for SMV'er