Trade Council dækker ikke omkostninger ved de eksportfremstød, som de giver tilskud til, hvis de aflyses. Det fremgår af retningslinjerne for Fremstødsbevillingen, som finansierer de eksportfremstød, som Trade Council står bag.
Derfor er der i dag en række små og mellemstore virksomheder, der står alene tilbage med regningen for deltagelse på messer, der nu er aflyst pga. Corona-smittefaren.
Mange penge i spil for små virksomheder
Det får SMVdanmarks internationaliseringschef Jens Kvorning til at efterlyse en lovændring:
”Det er over 100 år siden, at epidemier, som den vi nu er vidne til, har fundet sted. Det betyder i sagens natur, at lovgivere og embedsmænd ikke har taget højde for alle de problemer, der opstår i situationen. Således også, når det gælder Udenrigsministeriets tilskudsordning til fælles eksportfremstød. Her ydes op til 50 pct. tilskud, som gør, at over 1000 danske virksomheder, hvert år nyder godt af tilskud på i alt godt 30 mio. kr.,” konstaterer internationaliseringschef i SMVdanmark, Jens Kvorning.
”Forudsætningen for, at tilskuddet kan aktiveres er, naturligt nok, at eksportfremstødet gennemføres, da skattekronerne ellers ville være spildt. I en Corona-tid er problemet bare, at en lang række eksportfremstød, der har været planlagt igennem det sidste års tid, nu bliver aflyst på stribe og at arrangører og virksomheder har betalt rigtig mange penge forud, typisk 20-50.000 kr. hver og at der er stor tvivl om, hvor mange af pengene, de vil kunne få refunderet,” siger han.
Forudbetalte udgifter kan være svære at få igen
Jens Kvorning peger på, at det største problem er messerne, hvor udgifter til standleje, lys, markedsføring, standdesign m.v betales forud, ligesom med flyrejser og hoteller. I en Force Majeure er spørgsmålet, om de udgifter kan refunderes.
”I den situation risikerer arrangører og virksomheder ikke kun at tabe de penge, som de har investeret, i tillid til, at de naturligvis ville få nye eksportkunder. De risikerer at blive straffet dobbelt, fordi myndighederne iflg. reglerne ikke kan betale halvdelen af et tab, som det, der her kan blive tale om,” fortsætter Jens Kvorning.
De utilsigtede fejl bør rettes
Han opfordrer på vegne af SMVdanmark til lovgivningen rettes:
”Det er vigtigt, at denne uforudsete fejl i lovgivningen bliver rettet, ellers risikerer man at gøre ondt værre i stedet for at være en støtte til de, der tager en ekstra risiko, sådan som det var hensigten med lovgivningen,” siger han.
SMVdanmark opfordrer derfor regering og Folketing til at råde bod på den uforudsete fejl i lovgivningen for kollektiv eksportfremme og til at revurdere behovet for yderligere tilskud til ny eksport.
”Behovet vil være stærkt stigende i de kommende år, hvor vi må forvente en krise, der kræver omtanke og en intensivering af Danmarks eksportmarkedsføring, så tab af salg kan blive erstattet af ny eksport.”
Eksportfremme er en god investering
Resultatet af de 30 mio. kr. til eksportfremme er en mereksport på 3 mia. kr. om året og omkring 2000 nye arbejdspladser.
Der er både tale om tilskud til nye eksportører, der får mulighed for at komme i gang i et ’beskyttet miljø’ og mere erfarne eksportører, som kan ’køre dobbelt så langt på literen’ og dermed når ud på flere nye markeder end de ville kunne klare at starte op på egen hånd.
Derudover giver eksportfremmemidlerne de deltagende virksomheder en bunke kontakter, ikke kun til nye kundeemner, men også til andre danske eksportvirksomheder. Det giver nogle erfaringer, som nok så mange timers læsning og kurser, ikke ville kunne matche.