Mød Iben Brinkland, formand for de direkte medlemmer

Gruppen af direkte medlemmer har altid haft en formand og en styregruppe, men det er først i de senere år at gruppen har været mange nok til at få en plads i SMVdanmarks bestyrelse. I denne artikel kan du møde den nuværende formand Iben Brinkland, og høre om hendes møde med SMVdanmark, styregruppen og bestyrelsen.

Redaktionen spurgte Iben om, hvad der kendetegner gruppen af Direkte medlemmer, og hvordan det afspejler sig i styregruppens arbejde:

’De direkte medlemmer er meget forskellige’, starter Iben med at konstatere; ’Vi har ikke en branche, et ideologisk tilhørsforhold eller en kerneopgave til fælles. Det betyder så til gengæld også, at der altid er nogen i gruppen der rammes, uanset hvilke fejl eller forsømmelser vi møder i lovgivningen eller den offentlige forvaltning’. 


Iben har selv et ApS, hvor hun yder juridisk support, projektledelse og underviser. De øvrige medlemmer af styregruppen arbejder inden for IT, fødevarer, auto og data -blandt andet. Det er både en udfordring og en styrke, forklarer Iben: ’Det kan være svært at få et samlet billede af, hvad der politisk bør arbejdes med, og hvordan prioriteringen mellem de forskellige politiske indsatsområder bør være. Vi er meget forskellige i styregruppen både hvad angår vores virksomheder, den måde vi driver virksomhed på, og hvordan vi er som mennesker. Det oplever jeg, er en stor styrke i forhold til at kunne repræsentere de direkte medlemmer, herunder sikre at SMVdanmark prioriterer de indsatser, de direkte medlemmer ønsker’.

En plads i bestyrelsen

Gruppen af direkte medlemmer har altid haft en styregruppe, men det er først i de seneste år, at gruppen har været stor nok til at få en plads i SMVdanmarks bestyrelse.

De første år blev brugt til at få opbygget et godt fundament for styregruppens arbejde, forklarer Iben: ’Vi har fået god hjælp til det fra SMVdanmarks sekretariat, som bl.a. sikrer en god og direkte dialog mellem styregruppen og SMVdanmarks administration samt ledelse. Derfor er jeg glad for, at de nuværende medlemmer af styregruppen har givet tilsagn om at fortsætte det kommende år, hvis de direkte medlemmer ønsker det’.

Iben har siddet i SMVdanmarks bestyrelse i et år og har efterhånden lært de andre bestyrelsesmedlemmer at kende. De kommer primært fra de brancheorganisationer, der udgør en stor del af SMVdanmarks medlemsgrundlag.

Iben fik en god start, men det kræver forberedelse, erkender hun: ’På bestyrelsesmøderne handler det om at være godt klædt på – både mht. de emner, der er på dagsordenen, og de emner der ikke er, men som også er i spil f.eks. de forskellige interesser hos medlemsorganisationer og branchefællesskaber. Hver gang noget prioriteres, er der også noget, der nedprioriteres’, konkluderer Iben, og slår fast, at det har været en meget positiv oplevelse: ’Jeg har repræsenteret de direkte medlemmer i bestyrelsen i det seneste år, og oplever mig godt klædt på via de ofte varme diskussioner i styregruppen for de direkte medlemmer og dialogen med SMV-danmarks administration. Jeg oplever, at bestyrelsen og SMVdanmarks organisation som helhed lytter til de direkte medlemmer’.

Danmarks korteste distance mellem medlem og organisation

Redaktionen spurgte også Iben om, hvordan medlemmernes mulighed for indflydelse er, ud over det de kanaliserer gennem styregruppen.

Iben er ikke i tvivl: ’SMVdanmark er den hovederhvervsorganisation, hvor der er den korteste distance mellem det enkelte medlem og organisationen. Det har overrasket mig, hvor kort den distance og administrationens reaktionstid er’, siger hun og forklarer: ’Hvis en virksomhed bliver mødt med generelle urimeligheder af en art, så er den fælles interessevaretagelse hos SMVdanmark kun en telefonopringning væk; ”udrykningstiden” hos SMVdanmark er meget kort, og det kan kun lade sig gøre, fordi SMVdanmark arbejder hårdt på at vedligeholde netværk og positionere sig imellem ”udrykningerne”, afslutter Iben og smiler lidt ad sit eget billedsprog, som vitterligt får de blå blink frem på nethinden.

Mød SMVdanmark på hjemmebane

Du kan møde Iben og de andre styregruppemedlemmer på årets generalforsamling. Den afholdes den 20. marts og bliver lige som sidste år pakket ind i spændende oplæg og netværksmuligheder. 

Redaktionen spurgte Iben, om der er andre grunde til at deltage på årsmødet:

’Absolut’, svarer hun, og fortsætter; ’årsmødet og generalforsamlingen er en super god mulighed for at møde SMVdanmark på hjemmebane, for at tale med medarbejderne og med de andre medlemmer. Der er en virkelig god og familiær stemning. Det er iøvrigt også en mulighed for at introducere andre selvstændige til fællesskabet ved at tage en gæst med – jo flere vi er, jo stærkere står vi alle sammen.

Måske vil dette indhold også interessere dig?

Tilbud & rabatter

Tilbud & rabatter

Som medlem af SMVdanmark har du adgang til en lang række fordele og rabatter. Klik dig ind på fordel..

SMVdanmark netværk

SMVdanmark netværk

SMVdanmark tilbyder professionelle tværfaglige netværk, hvor virksomhedsejere mødes på tværs af bran..

Juridisk rådgivning

Juridisk rådgivning

Her kan du finde juridiske råd, vejledning, standarddokumenter mv. inden for et bredt spektrum af em..

Katja Elberg

Chefkonsulent

mobil 21772455 Læs mere om Katja Elberg