Den tyske økonomi er gået i stå i de sidste år, men mere end 140.000 danske arbejdspladser afhænger stadig af handlen med Tyskland. Særligt for de mindre danske virksomheder er Tyskland et helt afgørende eksportmarked – og potentialet er til meget mere.
SMVdanmark foreslår derfor, at regeringen laver en ny Tyskland-strategi, der styrker vores økonomiske bånd til vores største og vigtigste nabo.
Direktør i SMVdanmark, Jesper Beinov, siger:
”Selvom tysk økonomi har været i recession i tre år, så har Tyskland stadig potentialet til at være Europas økonomiske motor, og det kan vi ikke ignorere. Danmarks seneste Tysklands-strategi er fra 2016. Der er sket en del i verden siden da. Derfor opfordrer vi nu til, at vi får lavet en ny, som kan styrke danske virksomheders muligheder syd for grænsen.”
Vi skal være bedre til det tyske sprog
SMVdanmark ser et stort behov for, at danske unge opnår bedre tyske sprogkompetencer. For det at kunne sproget er vigtigt for at skabe handelsforbindelser hen over grænsen. Det bør en ny strategi have fokus på. Jesper Beinov siger:
”I Danmark har vi fået en opfattelse af, at så længe vi taler engelsk, kan vi handle med hele verden. Men fire ud af ti danske virksomheder oplever udfordringer på internationale markeder på grund af manglende fremmedsprogskompetencer.13 procent har ligefrem tabt ordrer, fordi de ikke kunne kommunikere ordentligt med deres tyske kunder. Og desværre går danskernes tyskkundskaber tilbage. Den udvikling skal vi have vendt.”
LÆS ANALYSE: Danske unge fravælger tysk – det koster SMV’erne dyrt
Fokus på Sydtyskland
Vurderingen fra SMVdanmark er, at der særligt kan være et uudforsket potentiale i eksporten til det sydtyske marked:
”Der er en klar geografisk skævhed i vores tyske eksport. I dag går langt hovedparten af eksporten til Nordtyskland, mens Sydtyskland – med sin købedygtige befolkning og stærke industri – er et langt mindre udnyttet marked. En gennemsnitlig tysker i syd importerer 13 gange mindre fra Danmark end en tysker i nord. En ny strategi bør bane vejen for mere handel i de sydlige delstater,” siger Jesper Beinov.
Det mener SMVdanmark, en ny Tyskland-strategi bør indeholde:
- Tiltag der kan styrke tyskkompetencer hos særligt de unge
- Forsøg med at udbyde erhvervsuddannelser på tysk for at tiltrække tysktalende elever
- Tiltag der kan udvikle den danske styrkeposition inden for turisme
- Flere erhvervsfremstød til det sydtyske
- Etablering af vidensdelings-netværk for virksomheder med ønske om øget eksport
- Målrettet “SMV-hjælp” ift. eksport til Tyskland herunder styrket rådgivning og øgede tilskud
- Etablering af en permanent tilstedeværelse i det sydtyske, som ikke er underlagt Udenrigsministeriets princip om rotation hvert 4. år, så mulighederne for at opbygge relationer forbedres.
- Optimering af dansk tilstedeværelse i Sydtyskland på innovationscenteret i München, der evt. kunne have fokus på de centrale handelssektorer mellem Tyskland og Danmark.
- Etablering af et nyt partnerskab for SMV-handel med Tyskland, der løbende skal følge udviklingen og foreslå nye initiativer.