Besøget er en del af SMVdanmarks længerevarende samarbejde med tyske ZDH. Målet er at omsætte dialogen til praktiske muligheder for medlemmerne, blandt andet ved at gøre det lettere at få overblik over kontakter, krav og muligheder for lærlingeudveksling.
“Tyskland kan blive en nøglepartner for danske SMV’er, når det gælder lærlinge og arbejdskraft. Besøget i Dresden viste, hvor stort potentialet er, når vi arbejder tættere sammen om fremtidens faglærte,” siger Niels Techen, formand for SMVdanmark.
Mødet handlede især om, hvordan virksomheder lettere kan bruge internationale lærlingeforløb i praksis. Det gælder blandt andet korte Erasmus+-ophold, mere fleksible erhvervsuddannelsesforløb og konkret hjælp til virksomheder, der ønsker at tage imod udenlandske lærlinge.
Ud over samarbejdet om lærlinge og erhvervsuddannelser blev der også talt om de rammevilkår, der påvirker SMV’er i Europa.
”Besøget bekræftede, at mange udfordringer for SMV’er i dag er fælles europæiske: administrativt bøvl, komplekse regler og manglende hensyn til små virksomheder i ny regulering. Arbejdet i SMEunited spiller her en central rolle. Både når det gælder erhvervsuddannelser og lærlinge, og når det gælder regelforenkling, digitalisering og mere SMV‑venlige udbudsregler”, siger Jesper Beinov.
Han peger på, at det europæiske samarbejde i SMEunited derfor er vigtigt, både når det gælder erhvervsuddannelser og lærlinge, og når det handler om regelforenkling, digitalisering og mere SMV-venlige udbudsregler.
Vil din virksomhed have en tysk lærling?
SMVdanmark arbejder aktivt for at gøre det lettere for danske virksomheder at tage imod tyske lærlinge, bl.a. i samarbejde med tyske partnere og via Erasmus+. Der er også et forsøg på erhvervsskolen EUC Syd i Sønderborg, hvor man kan tage hele sin uddannelse på engelsk, hvilket er en mulighed for at få lærlinge i virksomheden
Virksomheder, der er interesserede i at modtage en tysk lærling eller sende en lærling til Dresden, opfordres til at kontakte:
Kasper Munk Rasmussen i SMVdanmark, rasmussen@smvdanmark.dk, som kan hjælpe med overblik over muligheder, krav og næste skridt.