Kære Nicolai Wammen, her er den redningsplanke Danmarks SMV’er har brug for

SMVdanmark er løbende i dialog med regeringen og folketinget om hjælpepakkerne til selvstændige, små og mellemstore virksomheder (SMV'er). Vi er nået langt, men vi er ikke i mål endnu. Derfor har vi netop fremsendt endnu en liste med udfordringer og politikforslag til finansminister Nicolai Wammen.

Som hovederhvervsorganisation for mere end 18.000 selvstændige, små og mellemstore virksomheder (SMV’er) arbejder SMVdanmark på højtryk for at sikre de bedst mulige vilkår for vores medlemmer. Vi er allerede nået rigtigt langt. Gennem vores politiske meningsmålinger, mange analyser og talrige henvendelser fra medlemmer, står det desværre klart for os, at vi ikke er i mål endnu. Der stadigt er mange virksomheder, der falder igennem det sikkerhedsnet landets politikere forsøger at spænde ud under dansk erhvervsliv. SMV’ernes stemme skal høres!

Derfor har SMVdanmark skrevet endnu et brev til finansminister Nicolai Wammen med ni konkrete udfordringer og politikforslag hertil som vil sikre, at vi får alle med.

Ni udfordringer og løsninger sendt til finansministeren

1) For lav kompensation i trepartsaftale for alle - og særligt de tvangslukkede

Med grænser på 23.000 kr. og 26.000 kr. for hhv. fuldtidsansatte og timelønnede er der fortsat store udgifter, der tvinger virksomhederne i knæ. Det koster fx en frisørmester 10.000 kr. månedligt at sende en frisør hjem med 90 pct. lønkompensation. For brancher som tandlæger, akupunktører, kiropraktorer mv. er tabet endnu større, da lønningerne er højere. I rigtig mange brancher er det reelt kun omkring 50 pct. af lønnen, der bliver dækket.

Løsning: Sæt grænserne for lønkompensation op.

2) Treparten er for firkantet

Omkring 30 pct. fyringer for at få kompensation. Virksomhederne kan ikke lave løbende tilpasning og sende folk hjem i takt med, at omsætningen falder.Håndværksmestrene mærker en gradvis tilbagegang i aktiviteten og omsætningen, da de ikke får nye ordrer ind, men der er stadig aktivitet på eksisterende opgaver. Mester med 40 mand vil hellere sende folk hjem gradvist i stedet for at sende 14 hjem her og nu, som det kræves for at kunne opnå lønkompensation.

Løsning: Lønkompensation skal kunne anvendes fra dag 1 og gradvist, hvis virksomheden forventer en omsætningsnedgang på mere end 30 pct. i løbet af de kommende tre måneder.

3) Ejerledere i virksomheder med mere end 10 ansatte sikres ikke noget at leve af.

Også virksomhedsejere med mere end 10 ansatte skal have noget at leve af privat. Analyse fra SMVdanmark viser, at konkursrisikoen for virksomheder med mellem 10 og 20 ansatte er næsten lige så stor, som for dem under 10 ansatte, hvis krisen varer op til 2 måneder. Konkursrisikoen aftager gradvist i virk-somheder med op mod 50 ansatte.

Løsning: Grænsen for, hvor stor virksomheden må være for, at ejerlederen kan få personlig kompensation på 23.000 for omsætningstab, løftes til 50 ansatte.

4) Garantipakke til bankerne løser ikke likviditetsproblemet for SMV’er og selvstændige.


20 pct. af SMV’erne, som har søgt om et lån i banken i 2019, har fået afslag. Denne gruppe vil bankerne næppe låne ud til, da det kun er virksomheder, som bankerne selv bestemmer er ”sunde”, der kan få lån. Derudover er det naivt at tro, at bankerne vil tage et udlån, som de vurderer, vil påføre dem et tab. De sidder jo stadig tilbage med 30 pct. af omkostningerne.

Løsning 1: SKAT skal sende seneste moms- og skattebetaling tilbage til SMV’er og selvstændige.
Løsning 2: Renten på gæld til SKAT skal være 0 pct. og ikke de høje renter, bankerne vil kræve på træk på kassekreditterne.

5) Hver 3. selvstændig har en indkomst under kontakthjælpsniveau

 30.400 virksomheder har en indkomst, der ligger under kontanthjælpsniveau og er dermed ikke omfattet af redningspakkerne, der kræver omsætning på mere end 10.000 kr./md.
Rigtig mange selvstændige og iværksættere har i dag en lav indtægt. Det er der mange årsager til, med det er ikke fair, at blot fordi du i dag ikke tjener meget, så skal du slet ikke kompenseres. Relativt set er udfordringen den samme.

Løsning: Fjern grænsen for omsætningsminimum, så alle med mere end 30 pct. fald i omsætningen er omfattet.

6) Virksomheder med sæsonomsætning er udfordret.

SMV’er, hvor årets indtjening hentes i en begrænset periode, fx arrangører af turistaktiviteter i danske byer, der har sæson i sommermånederne, risikerer at miste hele deres årsomsætning. Også selvom krisen ebber ud i løbet af april/maj, da deres kunder ikke kan nå at vende tilbage før næste sommer. Lineær afbetaling på garantilån hos banker kan forstærke problemet.

Løsning: Hjælpepakkerne skal tidsmæssigt udvides, så virksomheder med sæsonomsætning kompenseres for tab ud over de tre måneder, som pakkerne dækker nu.

7) Ordreproducerende virksomheders tab kommer på den anden side af hjælpepakkerne.

Virksomheder, der har en ordreproduktion med flere måneders leveringstid, fx producenter af byggematerialer, køkkener mv., vil have næsten uændret omsætning de næste par måneder, da de nu producerer ordrer, der er indkommet i januar og februar. Men ordreindgangen er faldet betydeligt nu, hvilket betyder, at deres tab i omsætning først viser sig i juni-september.

Løsning: Hjælpepakkerne skal tidsmæssigt udvides, så virksomheder med forsinkede tab også kompenseres, selvom tab først opstår efter de tre måneder, der er støtte i.

8) Ny ferielov: medarbejdere har pt. har 3 ugers opsparet, men indefrosset ferie.

Den nye ferielov betyder, at medarbejdere pt. har 3 ugers opsparet, men indefrosset ferie. Pengene er hensat i regnskaberne til medarbejderens ferie, eller indsat hos Feriekonto. Pengene er medarbejdernes egne penge. I tilfælde, hvor virksomheden endnu ikke har indbetalt feriepengene til Feriekonto, afdrager virksomheden på sin gæld til medarbejderen. Eftersom pengene er hensat i regnskabet, påvirker det ikke virksomhedens resultat, men det er selvfølgelig afgørende, at virksomheden har adgang til likviditet.

Løsning: De indefrosne feriepenge skal frigives – virksomhederne skal beslutte, om de ønsker at anvende muligheden. Skal kombineres med, at SKAT sender likviditet retur.

9) Trade Council dækker ikke ved aflyste eksportfremstød, som de har bevilget tilskud til

Statens Trade Council dækker ikke omkostninger ved de eksportfremstød, som de har bevilget tilskud til, hvis de aflyses, men efterlader regningen hos virksomhederne. En lang række eksportfremstød, der har været planlagt igennem det sidste års tid, er blevet og bliver udskudt eller aflyst på stribe. Arrangører og virksomheder har betalt rigtig mange penge forud, typisk 20-50.000 kr. hver. Nu risikerer en række små og mellemstore virksomheder at stå alene tilbage med regningen for deltagelse på messer, der nu er aflyst pga. Corona-smittefaren.

Løsning: Trade Councils tilsagn om støtte skal stå ved magt, men bør dække omkostninger 100 pct., hvis virksomhederne ikke kan få pengene tilbage.

Mangler vi noget?

Har du en udfordring eller et forslag, som vi har overset, så send dit forslag til os på smv@smvdanmark.dk og skriv i emnefeltet: 'Medlem: politisk forslag'

Vil du læse mere?

Se hele pressemeddelelsen her.

Nyhedsbreve fra SMVdanmark

Du kan gratis abonnere på nyheder fra SMVdanmark. Vi udsender ugentlige nyhedsbreve, aktuelle pressemeddelelser samt månedlige nyhedsbreve med foreningsnyheder - både lokale og landsdækkende.

Meld dig ind gratis i 6 måneder

Indmeld din virksomhed i dag - det tager kun et øjeblik - og få alle fordelene fra i morgen! Gratis de næste 6 måneder - og ingen krav om forlængelse.