EU kvæler sin konkurrenceevne med millioner af ord. Det er konklusionen i en ny analyse fra SMVdanmark.
Analysen sætter tal på EU’s samlede regelmængde, som er vokset med næsten tre millioner ord på tre år. Det svarer til en stigning på 15,9 procent i en periode, hvor EU ellers har hævdet, at vækst og konkurrenceevne og kamp mod bureaukratiet skulle stå øverst på dagsordenen.
"Det virker som om, systemet simpelthen har taget fejl af speeder og bremse. Det er efterhånden svært at opdrive en politiker, der mener, at mere bureaukrati er vejen frem. Alligevel er det, det vi ser. Der er markant forskel på det, politikerne siger, og det, de faktisk gør. Det er stærkt bekymrende," siger Jesper Beinov, direktør i SMVdanmark og Policy Vice President i SMEunited.
Mængden af ord i EU’s lovtekster kan ses som et mål for den voksende kompleksitet og det stigende bureaukrati. Hvert ekstra ord er potentielt en ny forpligtelse, et ekstra krav eller en ny undtagelse, som virksomheder skal forholde sig til – og dermed en indirekte udgift.
Analysen viser også, at siden 2000 er det samlede antal ord i EU’s retsakter steget fra ca. 5,6 mio. ord til ca. 22,9 mio. ord per 13. oktober 2025 – svarende til en vækst på mere end 300 pct i perioden.
Denne pressemeddelelse indeholder indlejret indhold, som vises som et link. Se indlejret indhold her.


