Resultat af en dom fra EU-domstolen
Loven er et resultat af en dom fra EU-domstolen, der pålægger virksomhederne at oprette systemer til registrering af de ansattes arbejdstid for at sikre overholdelsen af arbejdstidsdirektivets regler om hvile og maksimal 48 timers ugentlig arbejdstid. Der er metodefrihed til, hvordan man gør dette, blot systemet kan sikre overholdelsen af direktivets regler og systemet er objektivt, pålideligt og tilgængeligt for medarbejderne, så de kan kontrollere deres arbejdstid.
Beskæftigelsesministeriet har bekræftet, at pligten til at registrere arbejdstiden udelukkende omfatter den samlede daglige arbejdstid. Der er altså ikke en pligt til at registrere arbejdstidens start- og sluttidspunkt.
Undtagelser fra registreringspligten
Der er mulighed for at undtage visse medarbejdere fra registreringspligten. Det gælder for medarbejdere, hvis arbejdstids længde på grund af særlige træk ikke kan måles eller fastsættes på forhånd, medarbejdere med ledelsesfunktioner eller hvis medarbejderen selv kan tilrettelægge sin arbejdstid eller kan træffe selvstændige beslutninger. Det vil altid være en konkret vurdering af det enkelte ansættelsesforhold. bl.a. om medarbejderen har en betydelig frihed til at fastsætte sin egen arbejdstid.
De ovennævnte medarbejdere er undtaget kravet om registrering af arbejdstiden, hvis de er undtaget fra reglerne om hviletid i hviletidsbekendtgørelsen.
For at være undtaget fra registreringspligten skal det fremgå af ansættelseskontrakten.
Loven træder i kraft den 1. juli 2024.