Regeringen og alle Folketingets partier med undtagelse af Enhedslisten og Alternativet har netop præsenteret en ny beredskabsaftale. Aftalen rummer bl.a. 14 initiativer, der på den korte bane skal tage hånd om en række akutte behov i Beredskabsstyrelsen samt på cybersikkerhedsområdet.
Erhvervslivet, herunder SMV’erne, vil også fremadrettet blive inddraget i drøftelserne om og arbejdet med samfundsberedskabet med nedsættelsen af et forum for erhvervslivet. Derudover peger aftalen også fremad med beslutningen om en række analyser og nedsættelsen af en kommission, der med inddragelse af bl.a. erhvervslivet skal føre til en yderligere styrkelse af samfundsberedskabet på længere sigt.
Der er sat 608 millioner kr. af til at udmønte aftalen i 2025 og 2026. Frem mod 2033 udmøntes der årligt yderligere 183 millioner kr. Aftalen indeholder på kort sigt bl.a. en styrket rådgivning af virksomhederne i forhold til deres rolle i beredskabet og oprettelsen af en erhvervsrettet brand- og redningsuddannelse. Derudover afsættes der tiltrængte midler til at styrke cybersikkerheden.
Aftalen får rosende ord med på vejen fra SMVdanmark, der repræsenterer 18.000 små og mellemstore virksomheder. Direktør i SMVdanmark, Jesper Beinov, siger:
- Vi lever i voldsomt usikre tider, så derfor er det super, at beredskabsområdet får et tiltrængt løft. Det bliver godt med styrket cybersikkerhed og rådgivning af virksomhederne. Truslerne stiger både i omfang og intensitet fra ondsindede aktører. Også mod vores virksomheder. Så det er rettidig omhu med flere ressourcer og fokus.
Den politiske aftale kigger også fremad med nedsættelsen af en kommission, et forum for erhvervslivet og opstart af en række analyser, hvor også virksomhedernes vigtige rolle i samfundsberedskabet skal tænkes ind.
Jesper Beinov siger:
- Jeg vil godt kvittere for, at aftalen betyder, at erhvervslivet og vores 300.000 SMVer bliver inddraget i arbejdet. Erhvervslivet har ressourcer og kompetencer, der kan hjælpe os til et styrket samfundsberedskab.
Det fremgår også af aftalen, at det arbejde, der foregår i regi af EU med at styrke samfundsberedskabet i Europa i forlængelse af den såkaldte Niinistö-rapport om EU’s beredskab, skal inddrages i det fremadrettede kommissionsarbejde. Det får ligeledes rosende ord med på vejen af Jesper Beinov:
- De seneste års kriser og krig viser os, at mange af truslerne mod vores samfundsberedskab er totalt grænseoverskridende. Så derfor er det godt med partiernes europæiske blik. I vores europæiske organisation SMEunited har vi fremlagt et helt katalog til styrket samfundsberedskab på EU-plan, siger Jesper Beinov, der også er Policy Vice President i SMEunited.
I EU har Finlands tidligere præsident Sauli Niinistö fornylig fremlagt en rapport med bud på styrkelse af samfundsberedskab og resiliens, som Kommissionen og EU-landene arbejder videre med.