En ny politisk aftale om at reformere de korte- og mellemlange videregående uddannelser betyder ikke, som det oprindeligt var planen, at bygningskonstruktør- og diplomingeniøruddannelserne skal forkortes. Det vækker glæde hos erhvervsorganisationen SMVdanmark, der repræsenterer 18.000 små og mellemstore virksomheder.
“Jeg fristes til at sige ‘if it ain’t broken, don’t fix it’. Bygningskonstruktører og diplomingeniører spiller en helt afgørende rolle hos mange af vores medlemsvirksomheder. Det er uddannelser, der fungerer utrolig godt, præcis som de er. De har lav ledighed, tilfredse studerende og glade aftagervirksomheder. At forkorte dem ville derfor have været et alvorligt selvmål for både erhvervslivet og samfundet. Det selvmål undgår vi nu. Det er rigtig positivt," siger Jakob Brandt, adm. direktør i SMVdanmark.
SMVdanmark har advaret kraftigt mod at skære i længden på bygningskonstruktør- og diplomingeniøruddannelserne. Erhvervsorganisationen for de små og mellemstore virksomheder frygter, at en afkortning vil resultere i lavere kvalitet og mindre faglig dybde, hvilket kan føre til en forværring af manglen på kvalificeret arbejdskraft.
“Det her er i virkeligheden politik, når det er bedst. Politikerne har i høj grad lyttet til de input, vi som aftagere har givet. Der skal derfor lyde en stor tak til politikerne for at være lydhøre og justere reformen," siger Jakob Brandt.
Roser engelsksprogede studiepladser
SMVdanmark roser samtidig regeringens ambition om at oprette flere engelsksprogede studiepladser på erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelser, som også er en del af reformen:
"Jeg er glad for, at politikerne er blevet enige om at oprette flere engelsksprogede uddannelsespladser. Som en lille, åben økonomi er vi nødt til at kunne tiltrække talenter udefra. Det bidrager de engelsksprogede uddannelsespladser til, og det er vigtigt, at pladserne bliver oprettet inden for mangelområder som f.eks. STEM-fagene", siger Jakob Brandt.
Han advarer dog også om, at internationale studerende ikke er ensbetydende med en garanti for mere arbejdskraft for SMV’erne i Danmark.
“Vi har tidligere set, at der særligt på erhvervsakademierne er meget få af de internationale studerende, som kommer i varig beskæftigelse i Danmark efter deres uddannelse. Her har vi altså brugt uddannelseskroner på dem, uden at få arbejdskraft ud af det.”
Han siger videre:
“Det er derfor helt afgørende, at uddannelsesinstitutionerne sætter ind med tiltag, der sikrer, at de internationale studerende kommer ind på det danske arbejdsmarked. Hvis det viser sig, at vi igen står med problemer her, så mener jeg, at man bør se på de økonomiske incitamenter for uddannelsesinstitutionerne, så de i højere grad får penge for studerende, der kommer i job” siger Jakob Brandt.