EU-Parlamentet og Rådet er netop blevet enige om en samlet Omnibus I-pakke, der skal gøre de europæiske regler for bæredygtighedsrapportering mere enkle og mere realistiske for virksomhederne. Det vækker stor begejstring hos SMVdanmark, der længe har talt for nødvendigheden af at komme byrder til livs:
“Det her er et historisk gennembrud for danske SMV’er i kampen mod bureaukrati, bøvl og byrder. Parlamentet og Rådet sender et klart signal om, at man har lyttet til virksomhederne og taget vores nødråb alvorligt,” siger Jesper Beinov, direktør i SMVdanmark.
Han siger videre:
“Vi kan som nation godt være meget stolte over, at det her sker under det danske formandskab. Særligt Morten Bødskov og Marie Bjerre fortjener virkelig stor ros for det arbejde, der er lagt i at få aftalen på plads.”
Dokumentation og byrder har taget ressourcerne fra grønne tiltag
Jesper Beinov peger på, at de seneste års grønne lovgivning alt for ofte er endt med uigennemskuelige regler og omfattende dokumentationskrav.
“Vi hører det igen og igen fra vores medlemmer: Det omsiggribende bureaukrati er en enorm hæmsko for danske virksomheders konkurrenceevne. Alt for mange bruger i dag flere ressourcer på at udfylde skemaer end på at gennemføre reelle grønne tiltag. Med Omnibus I-aftalen tager vi nu helt konkrete skridt til at lette byrderne og gøre reglerne mere målrettede,” siger Jesper Beinov.
SMVdanmark fremhæver især, at kompromiset mellem Parlamentet og Rådet har fokus på at begrænse den såkaldte ‘trickle down’-effekt, hvor store virksomheders krav skubbes direkte videre til mindre underleverandører, samt på at gøre rapporteringskravene mere proportionale i forhold til virksomhedens størrelse.
“Det er positivt, at man nu forsøger at skabe en bedre balance mellem ambitioner og virkelighed. De grønne mål er vigtige, og dem bakker vi op om. Men de skal nås på en måde, hvor virksomhederne faktisk har kræfterne til at levere, og hvor kravene giver reel værdi frem for at være dokumentation for dokumentationens skyld,” siger Jesper Beinov.
Aftalen er kun begyndelsen
Han understreger samtidig, at dagens aftale kun er begyndelsen.
“I dag er et vigtigt første skridt, men arbejdet med afbureaukratisering er langt fra slut. Vi har brug for, at de kommende forenklingspakker bliver mindst lige så ambitiøse, og at den politiske proces bliver mere stabil,” siger Jesper Beinov.
Ud over at være direktør i SMVdanmark er Jesper Beinov også Policy Vice President i den europæiske paraplyorganisation SMEunited, hvor han er formand for det udvalg, der arbejder for bedre og mere smidig regulering på tværs af EU.


