Regeringens nye beskæftigelsesudspil møder stor opbakning fra SMVdanmark. Udspillet indeholder bl.a. en markant forenkling af beskæftigelsessystemet, nedlæggelse af jobcentrene og en forsøgsordning med større frit valg i beskæftigelsesindsatsen.
Adm. direktør i SMVdanmark, Jakob Brandt, siger:
”På baggrund af, det regeringen har præsenteret i medierne her til aften, tegner det virkelig positivt. At nedlægge jobcentre og sikre færre ydelser er rigtigt set. Vi skal luge ud i de ordninger, som vi ved, har en ringe beskæftigelseseffekt. Samlet vil udspillet skabe et simplere system, der er nemmere at navigere i for virksomhederne, samtidig med at vi kan frigøre midler, der kan bruges langt bedre.”
SMVdanmark ser også positivt på udspillet betydning for antallet af offentligt forsørgede:
”Det vil få en positiv indflydelse på antallet af offentligt forsørgede med færre ordninger og målgrupper. Vi ved, at der er en sammenhæng imellem antallet af offentligt forsørgede og antallet af offentlige forsørgelsesordninger. Så det er et helt rigtigt sted at sætte ind,” siger Jakob Brandt.
Endelig understreger SMVdanmark behovet for, at virksomhederne får en mere smidig og effektiv adgang til beskæftigelsessystemet. Jakob Brandt siger:
”Det er vigtigt for de små og mellemstore virksomheder, at der indrettes et nyt beskæftigelsessystem, som i højere grad end i dag er tilpasset virksomhedernes behov. Vi håber, at politikerne nu vil rydde gevaldigt ud i bureaukratiet og sikre, at der kun er én indgang for virksomhederne på beskæftigelsesområdet.”
SMVdanmark vil i de kommende politiske forhandlinger arbejde for, at den enedelige aftale sikrer reel forenkling og forbedrer virksomhedernes adgang til kvalificeret arbejdskraft.