SMVdanmarks otte principper for genåbningen af Danmark

SMVdanmark har på baggrund af analyser lavet 8 principper for genåbning af Danmark - læs dem her.

1. Klar plan for genåbning nu

I takt med at flere og flere danskere bliver vaccinerede, bør vi kunne genåbne samfundet. Det vigtigste genåbningsprincip er derfor, at virksomhederne skal præsenteres for en klar plan for hvordan og hvornår, hvilke brancher kan forvente at kunne åbne igen. Når alle over 50 år er vaccineret , bør det være reglen frem for undtagelsen, at alle erhverv er åbne, og det kræver særligt gode argumenter, hvis de fortsat skal være lukkede.

2. Lav udregninger på alle brancher

Der skal ikke kun regnes på de scenarier for genåbning, som regeringen finder ønskværdige. Før man kan træffe fornuftige og evidensbaserede beslutninger om genåbningen af samfundet, bør man have beslutningsfundamentet på plads. Det kræver udregninger og offentliggørelse af alle konsekvenserne ved genåbningen af alle lukkede og påvirkede brancher. Det skaber gennemsigtighed og gennemskuelighed, når virksomheder og borgere får indsigt i baggrunden for de politiske beslutninger angående nedlukning og genåbning.

3. Indfør Coronapas hurtigst muligt

Coronapasset skal sikre en hurtigere genåbning af kulturlivet, eventbranchen og rejsebranchen, hvor udsigterne til genåbning ellers kan være langstrakte. Passet kan være med til at give virksomhederne og borgerne en større tryghed og frihed i forbindelse med genåbningen. Der er derfor god fornuft i at indføre et Coronapas, så festivaler, markeder, koncerter, messer, sportsbegivenheder og rejseaktivitet kan åbnes op igen. Coronapas giver derimod ikke mening som adgangsbillet til fx frisører, kosmetologer, restauranter, bowlingcentre, biografer mm. Her er smitterisikoen langt lavere, der er bedre mulighed for at udøve smittekontrol og mange kunder vil holde sig væk, hvis det kræver test før frisørtiden eller restaurantbesøget.  

4. De økonomisk hårdest ramte med god smittekontrol skal åbne først

Ved liberale erhverv som fx frisører, kosmetologer og negleteknikere har man god mulighed for at udføre smittekontrol – via online bookingsystemer med registrering af navn og telefonnummer, god hygiejne og brug af værnemidler og afstandskrav. Det samme gør sig gældende for restauranter og caféer, der også har gode muligheder for at udføre effektiv smittekontrol. En forstærkende årsag til at man bør åbne liberale erhverv er, at mange af dem er præget af en stor negativ sundhedsmæssig effekt af nedlukning - blandt andet fordi danskerne i stedet efterspørger at blive klippet  hjemme, hvor afstandskrav, rengøringskrav og afspritning ikke overholdes.

 

5. Så længe en branche lider under krisen har den krav på hjælp

Den økonomiske krise, som Coronakrisen også er, er først slut, når vi atter er vendt tilbage til normale konjunkturer. Så længe efterspørgslen er svækket, og virksomhederne lider under restriktioner og Coronakrisens følgevirkninger, har disse virksomheder krav på kompensation fra statens side.

6. Indfør garanti for genåbning

Hvis det viser sig, at en given branche som fx de omrejsende tivolier alligevel ikke kan forvente at åbne på den ifølge genåbningsplanen planlagte dato, så bør staten dække de udgifter til fx syn af forlystelser, som virksomheden har påtaget sig i forbindelse med at gøre sig klar til genåbning. Lige nu har mange virksomheder ikke specifikke datoer at forholde sig til, og de tør derfor ikke foretage investeringer, der er nødvendige for virksomheden for at kunne genåbne. Staten bør stille den sikkerhed for virksomheden, at den dækker omkostningerne , såfremt virksomheden ikke må genåbne som planlagt.

 

7. Lav en slutafregning med et Coronaregnskab

Virksomheder, som ønsker det, bør kunne søge kompensation med en referenceperiode fra marts 2020 frem til det tidspunkt, hvor der ikke længere er restriktioner i økonomien. Dette vil sikre at sæsonvirksomheder og underleverandører, der i efteråret 2020 havde fire måneder uden støtte, fanges af det sikkerhedsnet andre virksomheder har fået udspændt under krisen, men som fx sæsonvirksomheder og underleverandører, grundet deres forretningsmodel, urimeligvis blev afskåret fra.

 

8. Genåbning bør afsluttes med reformer og vækstpakke

Mange virksomheder har lidt store tab under krisen og gældsat sig voldsomt. For virksomhederne er krisen først slut, når gælden er blevet betalt af. Derfor bør politikerne gennemføre reformer, der gør det lettere at være virksomhed i Danmark. Helt konkret skal reformerne øge arbejdsudbuddet, reducere skatterne og skære unødigt bureaukrati bort. Derudover bør regeringen lancere en vækstpakke, som skal sikre omsætning i særligt trængte brancher. i oplevelsesindustrien Man kunne fx indføre et oplevelsesfradrag, øge beskæftigelsesfradraget med 5 milliarder kroner og nedsætte selskabs- og virksomhedsskatten til 20 %. 

 

Få masser af kontante fordele som medlem af SMVdanmark:

Se eller gense tidligere afholdte SMVdanmark-webinarer

Se eller gense tidligere afholdte SMVdanmark-webinarer

Vil du have gode råd om stresshåndtering? Og fik du set webinaret om greenwashing eller det om kunst..

Spar 50% på dine eksportdokumenter

Spar 50% på dine eksportdokumenter

Som medlem af SMVdanmark sparer du 50% på prisen på dit carnet!

Tilbud & rabatter

Tilbud & rabatter

Som medlem af SMVdanmark har du adgang til en lang række fordele og rabatter. Klik dig ind på fordel..