Puljen SMV:Robot er igen åben for, at små og mellemstore virksomheder kan ansøge om tilskud til lån og afprøvning af en fysisk robot og oplæring af medarbejdere i at anvende robotter. Puljen er en del af SMV:Digital, og ansøgere kan få op til 125.000 kr. i tilskud til lån og afprøvning uden krav om medfinansiering.
Virksomheden vil indgå i et samarbejde med en robotintegrator, som vil hjælpe med at integrere og tilpasse en robot til virksomheden. Låneperioder er op til 3 måneder, og man kan søge tilskud til lån, rådgivning, opsætning, specialisering og nedtagning, og når låneperioden er slut, kan virksomheden enten købe robotten eller levere den tilbage.
SMV’er kan ansøge
I SMVdanmark kalder chefkonsulent Niklas Winther ordningen god, fordi den ifølge ham kan hjælpe små og mellemstore virksomheder med at komme i gang med effektivisering gennem robotter.
”Der er kæmpe potentiale i, at små og mellemstore virksomheder får gang i automatiseringen, hvor det er muligt,” siger Niklas Winther. Dog så han gerne, at ordningen også gav tilskud til køb af robot efter afprøvning.
”Uanset hvor smart en robot er, så kan det være en kæmpe investering for en lille virksomhed. Når virksomheden kun kan få tilskud til at låne robotten, kan det hindre effekten af en ellers fornuftig ordning. Det vil øge lysten til at ansøge, hvis virksomheden også kan få tilskud til at købe en robot.”
Alligevel er Niklas Winther ikke i tvivl om, at han vil opfordre virksomheder til at gøre brug af SMV:Robot, hvis de ser potentiale i teknologien.
”Det er en god mulighed for at komme i gang og få gjort sig nogle erfaringer med automatisering af virksomheden, hvis man er nysgerrig. Det er en forholdsvis billig opstart, og så må man se på den samlede investering bagefter,” siger Niklas Winther.
Læs mere om ordningen SMV:Robot her.