Uret tikker: Helt afgørende, at politikerne demonterer skattebombe, hvis vi skal undgå konkursbølge

Forligskredsen bag ejendomsskatten drøfter aktuelt en løsning, der potentielt kan redde et stort antal virksomheder fra en mangedobling af erhvervsejendomsskat, den såkaldte dækningsafgift. Det er helt afgørende, at der lander en aftale, hvis vi skal undgå, at skattebomben medfører konkurser, lyder det fra SMVdanmark.

“Det er en meget alvorlig situation for de mange små og mellemstore virksomheder, der lige nu står med en potentiel skattebombe.  Det er glædeligt, at der ifølge Danmarks Radio er en løsning på vej, men vi har stadig til gode at se den konkrete løsning fra politikerne”. siger adm. direktør i SMVdanmark Jakob Brandt. 

Reaktionen kommer på baggrund af forlydender om, at der kan være en politisk aftale på vej, der lægger et loft over skattestigningen i dækningsafgiften, så skatten højst kan stige med 10 pct. hvert år.  

“Jeg er sikker på, at det aldrig har været politikernes intention at tidoble virksomheders erhvervsejendomsskat, men det er altså den situation, vi er på vej mod, indtil der er fundet en politisk løsning, og det skaber naturligt stor bekymring i erhvervslivet. Selvom det er i 11. time, så skal der lyde stor ros til politikerne for, at de nu tilsyneladende er på vej med en løsning, der kan gøre regningen væsentlig mindre for virksomhederne ” siger Jakob Brandt. 

I 33 kommuner opkræves en særlig erhvervsskat, dækningsafgiften. Dækningsafgiften opgøres på baggrunden af den offentlige vurdering af erhvervsejendomme, et system der har mødt meget kritik på grund af forsinkede og skæve vurderinger.   

“Dækningsafgiften er bundet op på et system, der har været så fejlbehæftet og uigennemsigtigt, at det skriger til himmelen. Politikerne har i ejendomsvurderingerne indbygget en beskyttelse af boligejerne, men det har man glemt i forhold til de erhvervsdrivende,” siger Jakob Brandt og opfordrer til hurtig politisk afklaring. 

“Vi har brug for handling nu. Den nuværende aftale er flere år gammel, og de berørte virksomheder står nu på tærsklen til et stort skattesmæk. Politikerne bør ikke udsætte erhvervslivet for unødig usikkerhed.” 

Stigning rammer stadig hårdt 

I 2023 betales der i alt dækningsafgift af 26.300 ejendomme i 33 kommuner. På baggrund af de nye vurderinger fra SKAT, der står til at blive offentliggjort i december 2023, er der udsigt til, at nogle virksomheder vil opleve en mangedobling af dækningsbidraget. Ifølge DR vil en kommende politisk aftale indebære, at der indføres et loft, så skatten højst kan stige med 10 pct. årligt. Det er dog stadig for højt ifølge SMVdanmark. Erhvervsorganisationen, der repræsenterer 18.000 små og mellemstore virksomheder, opfordrer dog til, at politikerne fortsætter forhandlingerne og finder en løsning, der i højere grad friholder SMV’erne.   

“En stigning på 10 pct. rammer stadig nogle virksomheder hårdt på et tidspunkt, hvor vi i forvejen har et højt antal konkurser, og hvor vi kigger ind i en økonomisk afmatning. Derfor opfordrer vi politikerne til at demontere skattebomben helt. Konkret bør vi have de samme regler som for grundskyld, hvor betalingen højst må stige med 4,75 pct. af den samlede stigning pr. år, indtil stigningen er fuldt indfaset. Samtidig opfordrer vi til, at man på sigt udfaser dækningsafgiften helt” siger Jakob Brandt, der håber på, at der kan blive politisk enighed om en aftale inden for få dage, så usikkerheden for virksomhederne kan blive ryddet af bordet. 

Disse kommuner indkræver dækningsafgift  

Sjælland: Albertslund, Hillerød, Allerød, Hvidovre, Ballerup, Høje-Taastrup, Brøndby, Hørsholm, Dragør, Ishøj, København, Frederiksberg, Lyngby-Taarbæk, Furesø, Randers, Gentofte, Roskilde, Gladsaxe, Rudersdal, Glostrup, Rødovre, Greve, Tårnby, Halsnæs, Vallensbæk, Helsingør, Herlev  

Jylland: Kolding, Fredericia, Randers, Aalborg, Aarhus  

Fyn: Kerteminde 

David Elmer

Kommunikationschef

mobil 53855370 Læs mere om David Elmer

Jakob Brandt

Adm. direktør

mobil +45 24 25 27 27 tlf +45 32 63 03 04 Læs mere om Jakob Brandt

Få masser af kontante fordele som medlem af SMVdanmark:

Se eller gense tidligere afholdte SMVdanmark-webinarer

Se eller gense tidligere afholdte SMVdanmark-webinarer

Vil du have gode råd om stresshåndtering? Og fik du set webinaret om virksomhedstestamenter eller de..

Spar 50% på dine eksportdokumenter

Spar 50% på dine eksportdokumenter

Som medlem af SMVdanmark sparer du 50% på prisen på dit carnet!

Tilbud & rabatter

Tilbud & rabatter

Som medlem af SMVdanmark har du adgang til en lang række fordele og rabatter. Klik dig ind på fordel..