Sådan arbejder AI-agenten i praksis
Helt konkret bruger Thürmer Tools AI-agenten som en “fortolker og kontrollant,” fortæller Erik Thürmer. Først samles alle relevante data ét sted – produktdata, leverandøroplysninger, vægte, materialetyper og indkøbsvolumener, som allerede findes i virksomhedens systemer.
AI-agenten er herefter sat op til at læse de gældende regler, koble dem med virksomhedens produkter og foreslå korrekt kategorisering. Samtidig peger den på manglende eller inkonsistente data, før der indberettes.
I stedet for manuelt at læse regler, fortolke dem og taste tal, får medarbejderne et færdigt udkast fra AI-agenten, som de gennemgår og godkender. Som Erik Thürmer siger: “AI’en foreslår, vi beslutter.”
“Vores grundprincip er, at AI aldrig træffer beslutninger selv, men fungerer som en meget hurtig og konsekvent analytiker og assistent,” uddyber han.
Den samme tilgang bruges ved andre administrative opgaver som vejafgifter og transport, hvor agenten samler data, beregner sandsynlige afgiftsniveauer og giver hurtigt overblik over konsekvenserne af forskellige valg.
Tidlige erfaringer blev startskuddet til systematisk AI-satsning
Thürmer Tools begyndte allerede at eksperimentere med AI tilbage i 2015, da de tog et algoritmisk indkøbssystem i brug. Systemet kunne analysere salg og lagerdata og foreslå bedre indkøb end de manuelle rutiner.
“Det var første gang, jeg for alvor så, hvor meget intelligent software kunne løfte virksomheden, og det gjorde mig nysgerrig på, hvad teknologien ellers kunne bruges til,” siger Erick Thürmer.
Da de moderne sprogmodeller som ChatGPT kom frem, tog virksomheden næste skridt og begyndte at udvikle og udbrede egne AI-agenter til resten af driften.
Det ændrede ikke kun arbejdsgangene, men også blikket på medarbejdernes kompetencer.
“Jeg har set kompetencer i mine medarbejdere, som, jeg slet ikke vidste, var der,” siger Erick Thürmer og fremhæver særligt en lagermedarbejder, som har vist sig usædvanligt dygtig til at bygge og finjustere agenter.
”Det er en kæmpe værdi for virksomheden, og det bekræfter mig i, AI-kundskab bliver en vigtig kompetence at besidde fremover,” siger Erick Thürmer.
I dag er AI-agenterne en integreret del af driften og bruges bl.a. til lageranalyse og efterspørgselsmønstre, udkast til leverandørdialog og forhandlinger samt til at samle og strukturere store datamængder, så ledelsen hurtigt kan få overblik og træffe beslutninger.
SMV’erne står med en enestående mulighed
Ifølge Erick Thürmer står små og mellemstore virksomheder i en særlig gunstig position lige nu.
“Små virksomheder har nu adgang til systemer, som kun var forbeholdt milliardvirksomheder for 10 år siden,” siger han.
Men hvor store organisationer ofte er bundet af tunge strukturer og lange beslutningsgange, kan en mindre virksomhed tage nye AI værktøjer i brug fra den ene dag til den anden og mærke effekten med det samme.
“Vi vil se en produktivitetsstigning i de små virksomheder, som de store virksomheder ikke kan få,” siger han og slutter af med et tip til de SMV’er, der endnu ikke er hoppet med på AI-bølgen:
”Start dér, hvor bureaukratiet fylder mest. Brug AI til at automatisere de opgaver, der sluger tid og energi. Og lad teknologien vokse med virksomheden.”