I det sydlige Ringsted ligger en gammel mølle, hvor Dennis Johansen og Marcella Dideriksen drømmer om at skabe et samlingspunkt for lokalsamfundet med loppemarkeder, fester, julemarkeder og shelterovernatning.
”Det var et spændende nyt eventyr for os at flytte til Ringsted. Vi så en masse muligheder for den fantastiske grund der omkranser vores ejendom. Ideen om Høm Mølle startede med vores loppemarked, da flere lokale efterspurgte en græsplæne, hvor de kunne sælge lidt ud af deres ting. Vi stod to måneder efter indflytning på græsplænen i silende regnvejr med syv stande, men vejret til trods besøgte op mod 400 gæster vores loppemarked. Her så vi første gang, hvor stor tilslutning der var fra lokalsamfundet,” siger Dennis og Marcella.
Sideløbende med loppemarkedet har Dennis og Marcella arbejdet på at istandsætte en gildesal. Det, der begyndte som et privat projekt, udviklede sig hurtigt til et festlokale med stor efterspørgsel fra lokalområdet.
”Vores gildesal har et unikt og rustikt look, som er markant anderledes end de snorlige hvide vægge, som man kan få alle steder.” siger Dennis og Marcella, der også har etableret shelterplads, arrangeret julehygge og events med livemusik.
Loppemarked (tv.), gildesal (mf.) og shelterplads (th.) / (Privatfoto)
Regler spænder ben
Desværre risikerer drømmen om at skabe et samlingspunkt ved Høm Mølle at gå i stå på grund af komplekse regler og bureaukrati.
”Selvom vi har prøvet at forstå lovgivning og regler, er det svært som lille virksomhed at blive ekspert i komplekse områder som landzoner og åbeskyttelse. De mange bureaukratiske processer skaber enorm usikkerhed, og de mange op- og nedture kræver utroligt mange ressourcer fra os, og vi er kun to ildsjæle,” siger Dennis og Marcella.
Mange af deres planer er blevet forsinket eller stoppet af komplekse regler og manglende tilladelser. Gildesalen skal på ny renoveres med tagvinduer og handicapadgang, og loppemarkedet på marken kræver brandveje. Deres nyopførte shelter skal flyttes, men på grund af regler om fortidsminder og åbeskyttelse, har de ikke noget sted at placere shelteret.
Dennis og Marcella er langt fra de eneste iværksættere, der møder udfordringer med regler og tilladelser, lyder det fra Simone Poulsen, der er chefkonsulent i SMVdanmark.
”Vi ser ofte, at iværksætterlysten får mange til at starte deres egen virksomhed, men gang på gang rammes de af komplicerede regler, og mødet med det offentlige kan slukke selv den stærkeste iværksættertrang,” siger Simone Poulsen og fortsætter:
"Små virksomheder mangler ofte tid og erfaring til at håndtere komplekse regler, og det kan kvæle drømmen. Det er et tab for både iværksætteren og lokalområdet, der går glip af liv og arbejdspladser.”
Det omfattende papirarbejde har også haft en indvirkning på planerne for Høm Mølle.
”Vi har været nødsaget til at hyre rådgivere, der kan hjælpe i dialogen med kommune og myndighederne i forbindelse med ansøgningsprocesser og tilladelser, men som lille og nystartet virksomhed har vi ikke råd til at bære de store udgifter til rådgivning i længden, ” siger Dennis og Marcella.
”Vi står over for en fremtid, hvor vi skal bruge mange tusinde kroner på rådgivning samtidig med, at vi også skal ombygge gildesalen efter bygningsreglementets krav. Flere elementer i vores drøm for Høm Mølle kræver en ny lokalplan, og på trods af vores investering i tid, penge og ikke mindst blod, sved og tårer, så er det slet ikke sikkert, at vi får endelig godkendelse,” siger Dennis og Marcella.
Opmærksomhed fra Christiansborg
Landdistrikterne har på det seneste nydt stor opmærksomhed på Christiansborg, blandt andet fra regeringen, der for nyligt har præsenteret et landdistriktsudspil.
SMVdanmark har præsenteret Høm Mølles udfordringer for Danmarksdemokraternes landdistriktsordfører Susie Jessen, og sammen med Simone Poulsen fra SMVdanmark har hun besøgt Høm Mølle.
“Når man besøger iværksættere som Dennis og Marcella og ser med sine egne øjne, hvordan de mødes af en skov af bureaukrati og lange ansøgningsprocesser, hver gang de får en god idé, så er det en virkelig god påmindelse om, at vi skal have ryddet op.”
”Vi har et fælles ansvar for at sikre, at det bliver nemmere at drive virksomhed og skabe liv udenfor de større byer. Iværksættere som Dennis og Marcella er så vigtige for mindre lokalsamfund.
Vi har et fælles ansvar for at gøre tingene nemmere for dem. Ikke sværere,” skriver Susie Jessen i et skriftligt citat til SMVdanmark og fortsætter:
”Nu har jeg sendt en masse spørgsmål til ministeren i forlængelse af besøget, og derudover er jeg helt overbevist om, at vi er flere borgerlige partier, der i den kommende tid vil intensivere vores fokus på SMV’ernes udfordringer”
Ifølge Simone Poulsen er det vigtigt, at politikerne kommer ud og oplever, hvordan virkeligheden ser ud for de små og mellemstore virksomheder. Derfor er hun glad for, at Susie Jessen tog imod tilbuddet.
”Vi har brug for, at dem, der laver reglerne, kommer ud og ser, hvordan en stor mængde regler kan påvirke en lille virksomhed, der bare gerne vil byde lokalområdet på naturoplevelser og historiske omgivelser som ved Høm Mølle. Det giver en rigtig god forståelse for, hvor mange regler, man egentlig skal kunne navigere indenfor som virksomhed i dag. ” siger Simone Poulsen fra SMVdanmark.
Susie Jessen (tv. foto: Marie Hald), Dennis og Marcella viser Høm Mølle frem (mf.), julestue 2023 (th.) / (Privatfoto)
Møllen drejer videre
Tilbage på Høm Mølle ser Dennis og Marcella lyst på fremtiden som iværksættere på trods af udsigterne til fortsat at skulle bruge tid og ressourcer på ansøgninger og tilladelser frem for at drive deres virksomhed.
”Vi er fulde af håb og optimisme, men Høm Mølles fremtid er lige så usikker som vejret. Vi har satset stort og risikerer alt, men vi kæmper videre,” siger parret.
Trods modgangen er Dennis og Marcella fast besluttet på at fortsætte arbejdet med deres vision for Høm Mølle. Inden længe gentager de succesen med deres julestue, hvor de igen i år inviterer lokalsamfundet til at opleve den varme atmosfære, som de håber på at kunne tilbyde i mange år frem.
”Vi er ved at forberede ’Julestue ved Høm Mølle’, hvor vi igen i år slår dørene op 3 søndage i december. Der vil være julehygge nok til alle, og så serverer vi Danmarks bedste æbleskiver,” siger Dennis og Marcella.
Sidder du med en historie fra den virkelige verden, som du gerne vil dele med os, så hører vi gerne fra dig.