Da Jakob Rasmussen for et år siden trådte ind som adm. direktør i Selmatec, var virksomheden midt i en større udvikling. Selmatec, der leverer avanceret sikkerhedsteknologi til bl.a. lufthavne, har de seneste år været igennem en omfattende organisatorisk forandring. Nye medarbejdere, forskellige kontrakter og kulturforskelle betød, at den nye direktør pludselig stod over for komplekse personalesager, hvor han har haft brug for sparring.
Derfor ringede han til SMVdanmarks juridiske hotline.
”Jeg har ikke beskæftiget mig så meget med medarbejderjura, og derfor havde jeg brug for nogle professionelle at trække på. Det gav en stor tryghed at kunne ringe til den juridiske hotline, og for os har det helt konkret betydet, at vi er kommet gnidningsfrit igennem nogle ellers vanskelige situationer,” fortæller Jakob Rasmussen.
Noget af det, der har gjort størst indtryk, er, hvor hurtigt og præcist SMVdanmarks juridiske rådgiver, Christoffer Sodemann, har sat sig ind i Selmatecs udfordringer.
”Når man tænker på, hvor mange forskellige virksomheder med mange forskellige udfordringer, Christoffer rådgiver, så er det virkelig kommet bag på mig, hvor hurtigt han kunne sætte sig ind i vores situation og den dybde, han kunne vejlede i.”
Rådgivningen har ikke kun hjulpet Jakob Rasmussen gennem de akutte problemer, men også givet anledning til at tænke fremad og justere interne processer.
”Christoffer har påpeget nogle ting, vi kan ændre, så vi undgår denne slags situationer en anden gang. Vi kommer til med hjælp fra ham at kigge på, hvordan vi får tilpasset nogle procedurer,” siger han.
En investering, der betaler sig
For Jakob Rasmussen har rådgivningen næsten føltes som at have en ekstra kollega på holdet.
”For en lille virksomhed som vores er det en kæmpe hjælp at kunne række ud og få kvalificerede svar hurtigt. Med medlemskabet føles det som om, vi har en forlænget arm, vi kan trække på, når vi har brug for det. Det giver en stor tryghed at vide, at vi ikke står alene, hvis vi igen skulle stå i en svær situation.”
Derfor er direktøren heller ikke i tvivl om værdien af medlemskabet.
”De omkostninger og problemer, vi har undgået, retfærdiggør til fulde det beløb, vi betaler i medlemskab hos SMVdanmark. Det er alle pengene værd,” siger han og tilføjer:
”Vi har følt os bakket stærkt op hele vejen, og vi har fået rådgivning på et helt sublimt niveau. Det har været en uvurderlig støtte for os.”